Dan og jeg

Dagbog fra Mont Blanc 1: Sædvanlige drama med mig

2016-06-13 09.56.22

Sidste år, blev jeg spurgt af Børneulykkesfonden og en ny forening der hedder Climb for Charity, (du kan også blive deltager) om jeg ville forsøge at bestige Mont Blanc, for at sætte fokus på børn og de mange ulykker der er i og ude for hjemmet hvert år. Især i forbindelse med, at børn ikke er motoriske nok (læs mere på Børneulykkesfondens hjemmeside her). Jeg sagde selvfølgelig ja, for jeg er slet ikke den slags person der siger nej til en lille oplevelse, samt det ville da være en ære at få muligheden. Hvor svært kan det være?

Fire måneder senere og masser af træning op til, stod jeg i skønne Chamonix, Frankrig med et hold på omkring 10 mennesker. Vi kørte alle i bil og ret hurtigt bondede vi over den “situation” vi sad i. Vi boede i telt – det vil sige jeg er lidt for sippet til lige det setup så jeg sov i min bil, med det resultat at jeg følte mig som et vinkelværktøj hver morgen – og så var det ellers ned til byen og spise, bade på teltpladsen og lade vores computere og kameraer op mange underlige steder. Nu er jeg er ikke til fællesbad ,så jeg gik ikke i bad i en uge. Lidt etagevask blev det til. Tror faktisk heller ikke jeg skiftede tøj så tit. Vi lavede kaffe over bål, små supper og så videre. Vi havde nogle frustrationer over manglende restitution og logisitk, men mindst lige så mange mindeværdige, sjove oplevelser. Det var pisse sjovt, faktisk. Set tilbage, er jeg så glad for oplevelsen, fordi det var nyt for os alle og med det kom der mange pudsige oplevelser som medførte en del latter. Ud over det faktum at vi selvfølgelig fik os nogle oplevelser og venskaber for livet.

Det sædvanlige drama med mig
Det der ikke var så sjovt var, at jeg ikke kom op med de andre. Helt alene blev jeg nede. Lang historie og helbredsmæssigt relevant blandt andet, men jeg lod de andre om at overholde programmet i den tro, at jeg så i stedet skulle finde på noget andet. MEN i sidste øjeblik fik jeg gennem min veninde Rikke, tilbudt en til en guide der hedder Olivier. Jeg havde ligesom opgivet og meddelt de andre at det ikke ville blive aktuelt for mit vedkommende at deltage, men Rikke synes det var noget pjat at jeg ikke i det mindste prøvede igen. Oliviers personlighed og tro på mig, ændrede min mening. Han er en af Frankrigs bedste guider og har fået medalje af den franske præsident. Det var sgu da godt nok til mig! Jeg havde brug for en til en guide, fordi jeg kæmper så meget med mit helbred at jeg også ville være et setback for de andre.

Før jeg så mig om, tog vi The Cosmiques Ridge som er en avanceret rute for erfarne climbers og en kombination af climbing og mountaineering. Det var en tur på fem timer, og kan ses på kortet her:
(foto: summitpost.org)

246725

Man starter ved Aguille du Midi (toppen) og går bagom som ser sådan her ud og det er den samme vej man skal ned OG op når man tager Mont Blanc du Tacul. Dernæst tager man en 10 meter lang stige over noget afgrund for at komme til exit:

13432348_10153417556632271_2394956257960037559_n
Den næste dag, stod jeg op tidligt og vi tog hele turen til Mont Blancs lillesøster Mont Blanc du Tacul, som er en tur på seks timer.
Ikke uden af at kaste op, kaste mig ned og næsten give op og have den vildeste højdesyge på halvdelen af turen. Men op kom jeg og hjem kom jeg. Olivier den store stærke mand, tog al min baggage og pressede mig hele vejen. Jo flere gange jeg smed mig ned med tårer i øjnene fordi jeg følte mig fuld, træt og ude af stand til at trække vejret (jeg har åndedrætsproblemer som stammer fra min diafragma), jo sværere blev det at komme op igen. De sidste 200 meter op til exit er det værste jeg i mit liv har prøvet. Jeg måtte smides over hegnet ind til liften helt hvid i hovedet med en brækpose i hånden :D
Klip til at jeg sidder her igen året efter. Jeg har åbenbart ikke fået nok. Billedet herover, er den rute jeg gik fuldstændig kold på, på vej tilbage til exit.

13417464_10153417555792271_1886296327952285849_nOlivier gør rebet klar så jeg kan komme op til toppen af Mont Blanc du Tacul. Det foregår med isøkse i 20 meter.

Det jeg fandt ud af på den første tur er, at rock climbing lige er mig. Det er så sindssygt fedt at hænge på lodrette klipper og nærmest løbe op ad uden af at nå at tænke over det, da man mister momentum. Jeg fandt også ud af, at jeg faktisk er ret god til det. Det gør det lidt sjovere.

13418763_10153417555852271_1675324066230784761_n
Her står jeg i kø for at komme op ad denne væg. Er det ikke fedt?

Tilbage
Nu er jeg så tilbage, og guess what! Vi har Olivier og hans team som guides og vi kunne ikke have det bedre! Vi bor i hyggelig chalet (som vi selv har betalt for, da fondens penge skal gå til børnene). Vi er denne gang 18 mennesker og det er gået så fantastisk godt for alle. Mere om det i næste indlæg.
Dette var blot for at skyde den nye tur i gang.

Nårh ja! Jeg har fået samlet over 20.000 sammen indtil videre. Det kommer jeg også mere ind på, og så kommer jeg ind på hvad jeg har klaret mig med på denne tur i forhold til sidste gang og man bliver overrasket!
I morgen torsdag er det hviledag, jeg skal ikke lave noget som helst. Jeg skal være klar til turen der går mod Mont Blanc fredag, hvis ellers vejret tillader det.
Afsnit 2 af min dagbog fra Mont Blanc klik her

Øverste billede: Mine stave er fra apuls.dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dan og jeg