Dagbog fra Mont Blanc 2: Det var aldrig gået uden ham her

Lidt træning før afgang til de rigtige bjerge ved det smukke Vallée Blanche, Chamonix (2700 m)

Der er nogle “helte” i ens liv der skal opmærksomhed og ham her, er en af dem. I hele min barndom og op til nu, har jeg været skadet. Det vil sige, jeg har ikke anet hvorfor og har heller aldrig gjort noget ved det. Jeg har bare gået med det i stilhed indtil for et års tid siden.

Det der sker når ens mellemgulv (diafragma) holder op med at virke optimalt, er at den største muskel der skal hjælpe dig med at trække vejret, ikke kan. Det munder ud i at hive efter vejret, store suk, lyst til at gabe, stakåndethed. Grundene til, at man får problemer med mellemgulvet kan være mange. For nogen er det traume. Psykisk traume, et chok, en oplevelse man har været udsat for, der har traumatiseret en, der ikke bliver behandlet. Det kan også være i forbindelse med kejsersnit, eller andre operationer. Især dem med brok omkring mellemgulvet skal være opmærksomme. Der kan være en direkte årsag her.

Når man skal bestige bjerge skal man op i luftlag man ikke normalt er i, så I kan nok regne ud, at det lægger ekstra pres på diafragmaen.

For et års tid siden eller mere, begyndte jeg at få ondt i skulderen som så satte sig til nakken efter min sidste tur til Chamonix. Jeg valgte at bruge den osteopat vi har i KURBADET hos Ilse Jakobsen – Alex – hvor jeg har mit fitness center, så jeg kunne få det løst for jeg kunne ikke træne skulder.

Det var min diafragma! Belastningen var simpelthen kravlet hele vejen op. Der er en direkte forbindelse mellem ryg, skulder, nakke og diafragma. Efter een behandling kunne jeg træne igen, han løsnede op. Jeg har gået der lige siden og det var også ham der informerede mig om, at det er diafragmaen den er gal med. Han har siden hen haft mig i behandling seks gange, og var det ikke for ham, så sprang jeg ikke rundt og pludrede på bjergskråninger som jeg har gjort de sidste tre dage (2712 m Col de Balm ruten og 3300 m Col Superior du Tour).
Jeg kom op på en halv twix og et glas vand og var i hopla og fuld af energi! Selvfølgelig er det hårdt, men så længe vejrtrækningen kan følge med, kan mine ben og udholdenhed også. Det var sådan at en af de andre bad os holde kæft :D
Jeg har stadig problemer og skal virkelig også koncentrerere mig om at trække vejret rigtigt på de hårdeste passager. Og det er pisse irriterende. Men det tager ikke mere energi fra mig denne gang end at jeg kan klare det.
Nu har jeg ikke været på Mont Blanc endnu, det skal vi forhåbentlig lørdag med afgang fredag. Så lad os lige se hvor længe energi niveauet holder der :D

6 kvinder og 12 mænd afsted på vej mod toppen af Col Superior du Tour (tak til Henrik for billedet)