Monkey see – monkey do

Jeg vil lige vise jer nogle af passagerne på et af de bjerge jeg besteg i de franske alper. Faktisk det første. Det hedder Aiguille du Midi og man tager en kabelvogn fra den store station i Chamonix omtrent 2 km op og derfra går man ud til et slags hul, hvor man kravler over en låge, gør sig klar sammen med andre klatrere og begiver sig ned.

Passagen ned.

Bjerget er 3842 og bjergets navn betyder på engelsk “The needle of the South”.
Vi kunne faktisk se bjerget og nålen fra hvor vi sov, så det var lidt sjovt at kigge derop bagefter og se de klipper jeg havde begået. Tv i billedet her, ses samme sted som øverste billede, bare fra en anden vinkel. Th. er så den side vi gik over til og gik op ad, for at til sidst “lande” lige under nålen.

Min guide Olivier som jeg nok skal fortælle om på et andet tidspunkt, tog mig sikkert igennem nogle ret stejle passager. Blandt andet en klippeafsats der stikker måske 15 cm ud fra en lodret væg. Værsgo at gå! Jeg kunne ikke helt beslutte om jeg skulle kaste op eller græde, men hvad er det værste der kunne ske? Altså ud over at falde ned og brække nakken. Okay, en smule dramatisk, da jeg havde sikkerhedsline på :).

Det var en sjov og udfordrende tur, og især for mig fordi at da gletcher og snevandring var overstået skulle vi klatre i fire-fem timer. Her bruger man meget styrke, især i ben, men for mit vedkommende også arme, da der var flere steder jeg ikke kunne få benene op og derfor måtte jeg hive mig op. Når der så ikke var noget at hive sig op i, og jeg ikke kunne få benene op heller fordi klipperne var for høje, fik jeg lige et skub i gumpen af andre klatrere. Sådan samarbejder vi lige på kryds og tværs.

Længere oppe stod min guide og havde bundet mig fast så han kunne ikke hjælpe mig. Jeg kunne se på mine knæ efterfølgende, at jeg har kravlet meget på dem, de blev helt blå. Når jeg ikke kunne komme op med benene, brugte jeg knæene til at sætte af med og flere gange måtte jeg mave mig afsted, fordi jeg er lidt klodset og ikke så fiks på fødderne. Men alle kneb gælder vel.

De andre klatrere jeg i øvrigt ikke kender, tog ruten op ad en lodret væg, hvilket er helt almindeligt når man klatrer i klipper. Der er sikkert et fancy ord for hvad man er, når man “rock climber” men det aner jeg ikke hvad er, så jeg siger bare klatrer.

Hvis de skulle op skulle jeg da også! Monkey see, monkey do. Her skal man ikke tænke for meget. Man skal bare gøre det og forestille sig man er stuntman i “Spiderman”. Man har umiddelbart ikke noget at sætte fødderne i, så det er med at finde nogle små hak i væggen de kan være i, men det er sådan mere via tilfældighed da man ikke har tiden til at studere scenariet nærmere. Man bruger så armene til at hive sig op med ved at sætte hænderne ind i revnerne.

Toppen!

Jeg sluttede af på toppen, men blev pjevset da jeg efter havde nået toppen skulle op ad denne her HÆSLIGE stige for at komme op til liften. Ja, jeg følte sgu da jeg var med i filmen EVEREST! Hæsligt!!
Jeg rystede hele vejen op. Bare det at skrive om det nu, giver mig kvalme. Sådan en primitiv ranglet stige, som bare vævede frem og tilbage. Her var jeg lige så glad og med eet blev jeg terroriseret med sådan en skrækkelig afslutning. Jeg væltede over hegnet og trillede mere eller mindre ned på gulvet blandt turister og deres madpakker.

Ruten hedder i øvrigt Cosmiques Arete hvis du selv skulle få lyst til at prøve den en dag.

Turen var arrangeret i forbindelse med indsamling af støtte til Børneulykkesfonden. Du kan blandt andet “købe” Jim Lyngvild her i forbindelse med de velgørende tiltag vi har sat i gang. Skynd dig, der er ikke længe igen!