Kiras Klumme: Ringede til død Tolstrup

KIRAS KLUMME: Kira Eggers mistede i sidste uge sin ven – sin tidligere roommate Kjeld Tolstrup. Sammen har de bombarderet narkomaner med vandkanoner.

Som mange mennesker har hørt og læst om, døde dj Kjeld Tolstrup for omtrent en uge siden.

Jeg vænner mig aldrig til døden. Mindst andres. Tanken om at miste folk jeg holder af – og især dem tæt på – føles som at skulle afgive et livsnødvendigt organ. At modvilligt aflevere en brik i livets puslespil tilbage.

Jeg har personligt ikke et afklaret forhold til døden, men ville ønske jeg havde. Jeg kan ikke engang bringe mig selv til at slette afdødes telefonnumre.

Ringede til døde Tolstrup
Den dag jeg fik af vide, at Kjeld var død, ringede jeg til ham. I håbet om at det var en grotesk misforståelse. Den ringede bare ud. Og jeg fik hans rolige stemme på en svarer i stedet. Så sendte jeg sms. Jeg troede ganske enkelt ikke på det. Hvorfor lige ham? Valgte han selv at gå mod lyset, eller blev han taget?

Jeg har kendt Kjeld siden 1997-1998, tror jeg. Jeg mødte ham, da han boede i en lille, hyggelig lejlighed på eller lige omkring Vestergade. Kan ikke helt huske det. Der var hvertfald hyggeligt, og når man besøgte Kjeld, var det som at komme hjem til sig selv. Følelsen af at være velkommen.

Når Kjeld krammede, var det som at blive krammet af en godmodig bjørn. Kæmpe bassemand med den bedste humor og et rasende godt væsen. Jeg er ikke så meget inde i Kjelds musik og har aldrig været det. Men det holdt mig ikke fra at tage med ham på jobs og lytte til hans plader og lytte til ham, når vi var sammen. Det gør venner. De viser interesse.

Flyttede sammen
Senere – i slut 90’erne – flyttede Kjeld og jeg sammen på Øster Alle i Kbh. Jeg, min veninde og Kjeld, lejede to etager i en kæmpe hytte med have lige ud til Fælledparken. Vi blev roommates!

Lige inden vi flyttede ind, blev Kjeld indlagt første gang. Det satte en skræk i livet på os alle. Især på ham selv, for han blev straks bedre til at spise sundt og droppede stofferne. Men allerede dengang sad han ned, når han var ude og spille. Hans helbred skrantede.

Ville pisse på katten
Vi havde det sjovt på Øster Alle. Kjeld var altid den sidste jeg så, inden jeg gik i seng, men aldrig den første jeg så, når jeg stod op, for han var en natteravn. Undtagen når der var fødselsdag, for så skulle der arrangeres morgenbord, og Kjeld stod troligt og loyalt op, før fanden fik sko på. (I sin fine pyjamas, vel at mærke).

Jeg har fortalt det 100 gange før, men gør det lige igen:

En dag overhørte jeg Kjeld sige noget til min kat, Misser. De havde en eller anden ‘hvem er manden i huset’- test kørende. I hvert fald hvis man spørger Misser. Han yndede at pisse på, i og over Kjelds ting. En dag hørte jeg Kjeld sige til min frække hankat:

– Misser, hvis du ikke stopper med at pisse på mine ting, så pisser jeg på dig!

Det skete aldrig. Altså, at Kjeld pissede på Misser, som iøvrigt selv er en gammel herre nu.

Stjal flag
Det var også Kjeld, vi ærbart ville imponere, da vi løb over i Parken en mørk aften, kravlede op i en flagstang og stjal et FCK flag, der blev et superfint sengetæppe. For Kjeld var jo FCK´er!

Flemming Østergaard sagde lige så tørt til mig forleden:

– Det havde I altså ikke behøvet, jeg havde masser liggende I kunne have fået.’

Men så var drengestregen jo gået af fløjten!

Vandkanoner mod narkomaner
Det var også Kjeld der i sin tid foreslog, at vi skulle kaste vandballoner efter de fodboldans, der tog stoffer i vores forhave, oven på vores skraldespande og brugte vores parkeringsplads som toilet. For tilsyneladende hjalp det ikke, at min veninde og jeg hang ud af vinduet og råbte efter dem uge efter uge.

Som sagt, så gjort. Vi opgraderede godt nok til noget der minder om vandbasukaer med super shooters, men så skete der også noget.

Det endte brat med, at det ridende politi og TV 2 Nyhederne stod i vores forhave og tog sig kærligt af de der narkoman-fans, som samtidig havde den frækhed at råbe til os, at de godt kunne kende mig og vidste, hvor jeg boede. Jamen, vi har sgu da Kjeld. Kom bare an!

Han ville modsat os, nok bare nøjes med at tale dem til fornuft og give dem en madpakke med til fodboldkampen.

Ild i hytten
Desværrre endte vores eventyr på Øster Alle med en ildebrand i køkkenet. Kjeld og Marie var hjemme, jeg var i USA. Jeg har siden fået at vide, at det var min pis-mis, der vækkede Marie, da branden var godt igang – og hun vækkede så Kjeld.

Det ville tage lang tid at reparere brandskaden og huset skulle alligevel sælges, så jeg tog springet og flyttede til USA – Kjeld flyttede til Bryggen.

Sidst jeg havde en aftale med Kjeld er lang tid siden. Den aflyste han, fordi han ikke var helt på toppen. Men jeg nåede heldigvis nogle hyggelige samtaler med ham i telefonen.

Fordomsfrie Kjeld
Angående bisættelsen sprang jeg over i sidste øjeblik. Jeg følte, at det var for overvældende at dele sorgen med så mange, og jeg vil hellere besøge ham, hvor han er nu. Eventuelt med en god fælles ven i ro og mag.

Kjeld har fået et vildt eftermæle. Det må være den ende vi alle ønsker…så meget kærlighed i ryggen.

Kjeld var mest af alt fordomsfri. Der var plads til alle. Et åbent sind. Det er der mange, der kunne tage ved lære af. Der er mange der savner dig, Kjeld. Jeg savner tanken om dig.

Tanken om at tale med dig, når vi har lyst. Håber du giver et lille tegn eller to, til dem som har det sværest.