Jeg er vindueskigger

Jeg elsker simpelthen at kigge gennem folks vinduer. Hvis jeg går ned af en stille villavej, kan jeg tage mig selv i at stå på tæer og kigge over hækken til folks haver og huse. Især, hvis jeg får færden af noget hyggeligt. En hyggelig indretning. Det kan både være havens smukke tilstand eller hvordan folk bor.

Jeg ved ikke hvordan folk opfatter det, når de går forbi mig og jeg bare står og glor (munden er lukket) ind i fremmede menneskers hjem- og bliver stående. Ikke sådan i 10 sekunder, nærmere et minuts tid. Det er ret creepy, egentlig!

Jeg bliver inspireret. Jeg har allermest lyst til at gå ind på deres grund og tage billeder hvis jeg ser noget hyggeligt eller inspirerende, men det er måske at stramme den?

Jeg kigger efter hvordan buske er klippet, til hvad tag de har. Hvad farver huset har, dørhåndtag, dørhammer, hvordan deres belysning i stuen er, hvordan møblerne er sat.

Jeg har fundet ud af, at det er nemmest på hesteryg, så det gør det ekstra sjovt at låne naboens krikke til en ridetur. Nu skal man nemlig ikke gøre sig umage for at kigge over et hegn eller hæk. Det sker sådan helt “tilfældigt”.

Jeg mener ikke noget ondt med det, men jeg kan godt se, at det kan virke mistænktsomt.
Jeg tror ikke jeg stoppe før den dag, jeg bliver skældt ud, for jeg kan simpelthen ikke lade være.
Jeg ved godt man ikke må, men ser jeg et nyt hus blive bygget, kan jeg godt finde på at gå LIDT tæt på, og se hvordan de har designet det. Lidt=ind ad vinduerne. Hvis altså der ikke er nogen. Det tragiske er, at jeg selv har bygget plankeværk fordi jeg ikke gider folks nysgerrige blikke og fordi hækken blev ved med at gå ud, så der røg privatlivet. Ha!

Jeg har en enkelt gang, sammen med Mascha Vang, skulle bruge noget brænde, og der gik vi også ind i en anden have. Vi var dog ude på under ti sekunder!!!! Vi skulle bare riste skumfiduser, så der er ikke tale om en palle.

Jeg tror altså jeg stopper her, jeg lyder som en tosset person uden et liv. :-)

God weekend, 

Kira