Jeg tager ting meget bogstaveligt - og det kan blive akavet!
Jeg tager hvad folk siger til mig, meget bogstaveligt.
Jeg kan ikke lige komme på så mange eksempler lige nu, men jeg husker een bestemt episode, der kendetegner det meget godt.
Jeg hører dog mig selv sige ofte: Nårrrh, det var det du mente, jeg troede du mente lige nu, eller noget i den stil.
For omtrent 10 år siden, gik jeg meget sammen med en masse andre. Vi var vel 15 mennesker, der konstant var ude på ballade. Det kan man godt tage helt bogstaveligt 😁
En dag, havde et par der også var en del af den gruppe, et arrangement, kan ikke huske om det var fødselsdag eller housewarming. Ikke desto mindre, havde de ønsket sig et dørskilt som vi aftalte jeg skulle give dem.
Jeg sendte en sms til dem, der lød nogenlunde sådan her:
Hvad er jeres fulde navn inkl. hund? (Jeg havde glemt navnet på denne).
Svaret lød:
sanne og carsten knus strauss
Lyder det ikke, som om at hunden hedder Knus, måske??
Fint. Jeg fik lavet et skilt og klip til dagen, gaven skulle åbnes.
På skiltet stod der:
Sanne, Carsten, Knus Strauss
Jeg synes det var sådan en fin gave og de var jo mægtig glade for deres hund. Men de så da noget underlige ud i hovedet, da de åbnede min gave. Det føltes pænt akavet, for de sagde tak på den der måde, hvor man bare ved, der er noget helt galt.
Jeg slog det hen, det gjorde de også. Jeg tror ikke helt, de vidste hvordan de skulle gribe an, at jeg havde læst en sms så bogstaveligt.
Men da vi kom ind på det, spurgte jeg dem hvad der var galt. Carsten spurgte, smilende hvorfor jeg dog havde skrevet Knus på skiltet?
Mig: Jamen det var sgu da det, du skrev jeres hund hedder??? Det med hunden, var åbenbart glippet for ham, da han svarede mig.
Carsten helt forvirret på nuværende tidspunkt.
Jeg behøver vel ikke uddybe mere, men det siger lidt om hvor bogstaveligt jeg tager tingene, så pas på med, hvad I siger 😂
Skiltet blev hængt op i huset som et evigt minde om deres hund "Knus Strauss".
Jeg synes det var sådan en fin gave og de var jo mægtig glade for deres hund. Men de så da noget underlige ud i hovedet, da de åbnede min gave. Det føltes pænt akavet, for de sagde tak på den der måde, hvor man bare ved, der er noget helt galt.
Jeg slog det hen, det gjorde de også. Jeg tror ikke helt, de vidste hvordan de skulle gribe an, at jeg havde læst en sms så bogstaveligt.
Men da vi kom ind på det, spurgte jeg dem hvad der var galt. Carsten spurgte, smilende hvorfor jeg dog havde skrevet Knus på skiltet?
Mig: Jamen det var sgu da det, du skrev jeres hund hedder??? Det med hunden, var åbenbart glippet for ham, da han svarede mig.
Carsten helt forvirret på nuværende tidspunkt.
Jeg behøver vel ikke uddybe mere, men det siger lidt om hvor bogstaveligt jeg tager tingene, så pas på med, hvad I siger 😂
Skiltet blev hængt op i huset som et evigt minde om deres hund "Knus Strauss".