When life gives you lemons…

Nogle gange, selv om jeg er glad for mit liv, er der modgang og det kan altså godt være svært at ryste af sig. Jeg er ked af det for tiden og det må jeg bare igennem på bedste vis.

En måde hvorpå jeg kan berolige mig selv er, at lave noget der gør mig glad ved siden af mit arbejde. Jeg tror på, det at have noget parallelt ved siden af sit job, kan mindste muligheden for at få stress hvis ellers man formår at gøre det til et vigtigt holdepunkt i sit liv. Det kan være noget sport eller noget mere kunstnerisk. Bare et eller andet, man kan samle sine tanker om, og KUN være i det når det står på.
Jeg planlagde egentlig ikke at jeg skulle have en hest igen lige med det samme, men ind i mit liv kom Hop Hop pludselig og for mig var det et tegn. Damen der havde ham, skulle af med sin gård og alle sine heste, da hun ikke længere kunne blive boende af økonomiske årsager. Hun var heller ikke helt ung mere.
Klip til nu. Det giver mig en afsindig ro at være sammen med ham. Han kræver min fokus men han kræver ikke meget mere af mig end det. Jeg er i gang med en bondingsproces med ham og det går så godt og jeg glemmer sgu egentlig mange ting omkring mig, når jeg er der. Det har stor betydning for mig. Jeg kan godt forstå, man bruger heste i terapi.
Derfor gør det også ondt på mig, når folk de skiller sig af med dem og sender dem på slagtevogn uden af at sikre sig, at de kommer godt fra vores jord og væk fra os. Hvor kold og kynisk kan man være. De har tjent andre hele livet, og så slutter deres rejse på den måde. Mange heste, der sendes til slagteri bliver faktisk kørt til udlandet (hvilket hestens ejere IKKE informeres om) en uge nærmest, i lastvogn uden vådt eller tørt til eksempelvis Italien. Da jeg skulle udfylde hans papirer, skal man skrive om han skal slagtes eller ikke når han skal afsted herfra. Nej, det skal han sgu ikke! Han er 6 år, så vi har nok 20 gode år endnu, hvertfald.

Nå, men livet er sgu ikke altid til at forstå, og lige nu prøver jeg at finde en mening med nogle ting og gennemgår en sorgproces og til det, er blandt andet mine dyr rigtig fine til at “læne” mig op af. Det er mennesker også, men jeg finder stor trøst i dem.