Vil du vide den sikre vej til at miste en god ven? Metoden er ret enkel.
Dette indlæg kan lære dig noget om, hvad det vil sige at være en god ven, når nogen mister en de elsker.
Jeg havde en veninde som jeg var nabo med i mange år. Vi fortsatte venskabet efter vi flyttede "hver til sit" og har virkelig været i gennem mange ting sammen. Vi kunne tale om alt og min opfattelse var da også, at vi altid var der for hinanden.
Men allerede tidligt i vores relation, studsede jeg over nogle ting.
Blandt andet en dag der gik ild i mine gardiner. Ja, det ligger åbenbart til mig, at der går ild i ting (
læs: Den dag jeg satte ild til mig selv).
Der gik ild i gardinene, fordi der skulle dufte så smukt derhjemme på Rørsangervej i Nord Vest. Min hyggelige lille lejlighed.
Jeg havde tændt for en potpourri af keramik, købt i The Body Shop og den dejlige stemning ville ingen ende tage.
Pludselig eksploderede lortet. Vitterligt sagde det PUF og andre udefinerbare lyde og pludselig stod flammerne op.
Jeg løb forvildet rundt for at finde noget at slukke med og selvfølgelig ind til min nabo og hende kæreste som ikke var hjemme for at låne noget at hælde vand i der var stort nok. Altså aner ikke hvad jeg tænkte på, tænker man overhovedet når man er i regulær panik??!
Hun løb ud og hentede en punchbowle og hendes kommentar der fulgte med var temmelig overraskende:
"pas på den ikke går i stykker!"
😳
Nårh ja, fuck da at bygningen brænder ned. De er ikke just brandsikre de der gamle 60´er boliger! Jeg ville da skide hendes punchbowle et stykke!
Læs også: Derfor føler du dig ikke god nok
Nu vil du sikkert gerne vide om jeg fik slukket ilden...det gjorde jeg. Og hun fik skam også sin punchbowle igen.
Nuvel, jeg tænkte, det var en smutter.
Klip til flere år senere. Jeg boede i USA og var hjemme på besøg. Så gæstfri og sød hun altid var, tilbød hun at jeg kunne være hos hende. Hun er også notorisk kendt i sin vennekreds for ikke at kunne lide at være alene. Så det passede hende nok godt!
Jeg havde sat min taske i soveværelset og vi lå i sengen og så fjernsyn. Da jeg skulle have mit nattøj ud af tasken, opdagede jeg at hendes kat havde gennempisset alle mine ting. Jamen suuuuper. Mod al forventning, blev K liggende i sin seng med sin skål havregryn og pegede over på kælderummet på den anden side af gaden til vaskerummet.
"Nøglen ligger i entreen".
Hvad kalder man den slags mennesker?
Det mest besynderlige var, at hun var virkelig betænksom på så mange andre måder. Jeg kunne komme hjem og så havde hun været inde i min lejlighed og gjort pænt eller hun bagte ting til mig eller de inviterede mig tit ind til middag.
Men der var flere episoder som denne og en af gangene blev jeg virkelig sur på hende. Men vi fik talt om det og så videre.
Men det der ødelagde vores venindeskab efter så mange år gennem tykt og tyndt var hendes reaktion på min mors død.
Min mor var i den uheldige situation at hun var misbruger og det tog livet af hende. K havde set hvor meget jeg havde været igennem med hende som hendes datter og min mor var den første jeg mistede i voksenlivet der var tæt på mig.
Den morgen jeg fik det af vide (det skete om natten), ringede telefonen, det var en af hendes venner eller hvad vi kalder dem hun bevægede sig i blandt. Han sagde hun var død. Fundet i en opgang død af en overdosis. Vi var uvenner på daværende tidspunkt, som så mange andre gange før.
Dernæst stod politiet der pludselig med samme besked. Jeg var i mit sommerhus, aner ikke hvordan de vidste det.
Da de var gået, ringede jeg til hele min familie og ... K. Der var det hen ad dagen.
Hun tog den ikke, så jeg sendte en sms hvor jeg skrev at min mor var død. Hun svarede tilbage, at hun ikke havde tid til at tale da hun lige var til en eller anden forestilling, men ville ringe når hun var færdig.
Altså havde det været mig...og en havde ringet til mig adskillige gange og sendt en sms, så havde jeg undskyldt mig selv, for så er det nok fordi der er en der har brug for mig i den givne situation! Hvis min venindes mor var død, så ville jeg ikke lade hende sidde ET sekund længere alene i sin sorg!
Det afsluttede mit forhold til hende. Det viste mig, at i nød er hun der ikke. På et meget kritisk tidspunkt var hun fraværende. Det er et karaktertræk der ikke stemmer overens med mine værdier.
Jeg har en veninde, Mirja, hun er meget allergisk overfor hunde og katte. Alligevel kom hun selvom hun vidste at selv med piller ville hun få en voldsom reaktion. Ibi Støving,min gamle veninde, som jeg ikke taler med mere, hun var også helt utrolig. Hun dukkede bare op, fyldte mit køleskab med mad og satte sig og sagde, jeg er her bare for dig, du skal ikke gøre noget. Du skal bare vide jeg er her.
DET er den slags venskaber man har brug for. Min familie, veninder - alle var der. Også folk jeg slet ikke regnede med ville være der. Det var så rart og dejligt. Jeg følte mig ikke afvist. Kun af K og det kunne jeg bare ikke komme mig over. Det lyder måske som en bagatel, men det var det ikke for mig. Jeg var ikke mig selv i flere måneder - ja flere år efter hendes død.
Lad mig guide jer lidt i det med døden, tænker det er super oplagt, det rammer jo alle før eller siden:
Når man mister nogen, så KAN man ikke selv bede om hjælp. Så det nytter ikke noget at man siger:
Sig hvis jeg kan gøre noget. For man beder ikke om det, man har ikke overskud til det. Man har brug for at blive grebet, at blive støttet, man har brug for følelsesmæssige krykker. Det er nok svært at vide, når man ikke har mistet selv. Men sådan er det for rigtig mange. Også selvom det er du ikke er så tæt på, så er det en god ide, at tilbyde sin støtte. Det kan være en kop kaffe i kantinen.
K har mistet, hun har mistet en forælder. Hun kendte jo lidt til sorgen der følger. Tomheden. Traumet.
Det man kan gøre, er at tilbyde noget konkret...
Skal jeg komme og gøre lidt rent?
Jeg kigger forbi i morgen og ser hvad du har brug for
Hvad mangler du fra supermarkedet?
Har du nogen du kan tale med?
Jeg vil gerne hente dig, så går vi en tur?
Skal jeg komme og sove i aften? Så kan jeg lave noget mad
Man må gerne trænge sig på, selvom det føles forkert. Man SKAL trænge sig på. Det vil blive husket som omsorg og noget rart og godt. Også selvom man tror, personen er mandsopdækket. Hvis alle tror det, så får man slet ikke støtte.
Personen kan jo bare sige nej og man kan altid spørge igen, det gør ikke noget. Man må også gerne spørge ind til det, der kan være behov for at tale om det, men mange mennesker vil ikke belaste andre med sine sorger og mange vil ikke trænge sig på.
Igen, personen kan bare takke nej, men så er tilbudet givet. Du har vist empati og omsorg og det vil sikkert aldrig blive glemt!
Et opkald ud af det blå, en sms med en rar tanke.
Jeg kan fortælle meget om det med min mor både før og efter og hvad det gjorde ved mig, men det må blive en anden gang.
Min mor var dejlig og kærlig. Jeg har meget af mit fighterånd fra hende, og min omsorg for dyr. Det tror jeg nu nok kommer fra hele familien, men især min mor. Okay, min farmor og farfar og min onkel og tante tager sgu heller ikke noget pis. Min far er nok den blødeste af os alle.
RIP mor.