Folk forstår ikke vores forhold...
Måske gør I?
Jeg snakker jo med mine veninder om forhold, det er vel ret normalt. Men de lader til at være lidt paffe over vores - altså min og Thomas´ - måde at gøre tingene på. Den er måske også ret unik, men jeg tænker, at hvis flere kunne leve sådan, ville forhold måske holde længere for nogens vedkommende? Jeg ved det ikke. Det ville nok kræve mere tålmodighed, større tilpasning og mere arbejde. Tror jeg.
Det er sådan hos os, at vi bor/bor ikke sammen. Det vil sige, jeg er meget tit i mit sommerhus i Hornbæk - alene. Han tager med når det passer ind, men efter jeg har solgt fjernsynet deroppe, synes jeg det er påfaldende så lidt han i virkeligheden er der :). Jeg har sagt til ham, der er masser at lave, der ikke indebærer pruttelyde på sofaen, men han bider ikke helt på.
Han er også meget på arbejde (politiet) og det foregår også gerne i weekenden.
Når jeg så er hjemme i KBH, er jeg med veninder, arbejder hjemme, til træning, til møder, på
arbejde til sent, eller noget sjette. Det samme med ham. Og når vi endelig er hjemme på samme tid, er det slet ikke sikkert vi spiser sammen. Det forstår mine veninder altså ikke helt. Men jeg er måske først hjemme kl 19-20 og han er hjemme før mig, så er der jo heller ikke nogen grund, til at han venter. Eller fordi vi bare gerne vil have noget forskelligt at spise. Vi går ikke så højt op i det.
Det hænger nok også sammen med, at vi er omtrent de eneste, der ikke har børn i vores omgangskreds og vi også ofte forbinder mad med brændstof, frem for noget man skal samles om.
De eneste børn vi har, er alle dyrene og de må ikke sidde til bords for Thomas, desværre. Jeg er all in på Pippi Langstrømpe projektet men Thomas er ikke helt så vild med det.
Når vi er sammen, går tilværelsen op i andet end at skændes om tandpastatuber og den slags. Det vil sige, jeg markerer ved, at kaste hans tandpasta (vi har hver vores), langt ind i skabet, hvis han gentagende gange, lader den ligge fremme, så er det løst for en stund.
Men ellers, nej, hverdagsbøvl fylder ikke så meget hos os. Thomas er også meget rummelig, mig knap så meget, jeg er lidt mere dobbeltmoralsk hvad nogle ting angår.
Jeg har mine årsager, altså mine ting er noget der så kræver lidt oprydning i sådan en større skala, derfor roder det, fordi jeg er hoarder, Thomas - det er bare dovenskab :)
Men så er jeg rummelig med andre ting.
Vi siger også tingene pænt meget lige ud til hinanden. Ingen af os er for fine til at udtrykke os. Vi har simpelthen ikke tid til at skændes over småting hele tiden, det har vi bare ikke. Der prioriterer vi helt klart anderledes. Det er ikke sådan, at vi er to fortravlede typer der ikke slapper af, for det gør vi. Det er en del af at leve et liv hvor der er lidt run på, netop at man tilsidesætter tid til kvalitetstid med dem man holder af i ens liv. Eller som mig og Thomas, er alene, det er nemlig noget vi begge holder meget af.
Jeg sover ofte i sommerhuset tre dage i træk. Jeg ved, han nyder at være alene i den tid, også selvom vi savner hinanden. Så er der de dage, hvor vi har planlagt at hygge os med whatever, og de dage ser jeg rigtig meget frem til.
Jeg føler, at jeg altid vil have brug for det her space, for ikke at blive alt for konsumeret af forholdet. Jeg har ikke brug for, at blive slugt af en hverdag hvor alt opleves ensartet. Og går man op og ned af hinanden hver dag uden længere pauser, føler jeg, at det bliver for trivielt og så fylder den del for meget.
Ja, ja, vi er sgu nok ikke normale. Men vi trives i det. Der var dog en gang hvor jeg ikke gav lyd fra mig i flere dage, fordi jeg bare gik i mit univers i sommerhuset og var opslugt af at være her. Der var Thomas ret undrende, hvilket jeg da også blev gjort bekendt med.
Når vi har vores større skænderier - sjældent, er det for det meste mig, der helt taber sutten, jeg kan blive ret ilter. Der har jeg brug for, at være alene for at falde ned, og det har han også accepteret. Måske er det ikke den mest effektive måde at løse tingene på, men jeg vil simpelthen have afstand når jeg oplever at jeg ikke kan finde tilbage til mig selv og rationalet, efter en af mine hjerne-eksplosioner. Når det tog har forladt stationen så er det i omløb og der er ingen bremser. Det ville ikke hjælpe noget for mig, at blive sammen med Thomas fordi jeg ville bare lade mit temperament løbe af med mig, og det ville ikke være godt for forholdet hvis jeg går rundt og overreagerer. Guderne skal vide, jeg har prøvet at styre det, og jeg ER også blevet bedre, men når jeg først er deroppe, har jeg svært ved at komme ned igen, med mindre jeg er alene og får mig selv talt ned. Jeg bliver sur, når jeg føler uretfærdighed på en måde, hvor jeg slet ikke føler mig hørt eller forstået. Der er jeg lidt barnlig og tilbage til Kira 5 år.
Jeg synes Thomas takler det fint, og formår at give mig plads. Jeg tror snart ikke han tør andet 😬
Når det er sagt, har han det sorte bælte i at sige fra, han er ikke en tøffelhelt. Det var slet ikke gået. De fleste mænd i min familie er ikke tøffelhelte, min far er lidt derhen ad, han er så følsomt et gemyt og trives egentlig også med ikke at være ham der buldrer frem, men ellers er det nogle stærke mænd jeg er vokset op omkring.
For mig, er det terapeutisk at kunne være mig selv, både når jeg rejser og når jeg er hjemme. Jeg elsker at være alene, og det kræver jo, at man er sammen med en der enten har det lige sådan som Thomas, eller en som fuldt ud kan acceptere det.
Tanker? Hvordan lever I? Er vi mærkelige?
Del gerne jeres måde at leve på, eller jeres mening i kommentarfeltet under blogindlægget.
Ps.: Hvis du booker dit online kost forløb nu på min. 3 mdr., får du et gratis balle-program med, der varer en hel time. Jeg lover dig, en time med program i gym og du kan mærke din 🍑
goodfitness.dk
Booker du også personlig træning,
foregår det her