I går løb vi ind i et voldsomt blæsevejr krydret med lækkert sne. Billederne og
videoen siger nok lidt om at det ikke var den letteste opgave at møve sig frem i. Faktisk så valgte guiderne at vende om inden vi nåede det oprindelige mål
Tête Blanche 3700 m ved den Schweiziske grænse da sigtbarheden var for ringe. Vi var ellers gået til Albert Premier Hut for at overnatte og så gå videre næste morgen kl. 5. Vi havde glædet os meget. Men kan omvendt godt se at det ikke lige er stedet at fare vild. Jeg vil hvertfald gerne være fri. Vi tog så toppen på et andet bjerg og OP skulle vi. Lige op og vende for bare at sige vi havde været der, om det så betød at vi blev revet ned af blæsten på vej tilbage. Det var ret vildt at se de andre foran på vej ned, de væltede rundt. :D
"Hold op med at træk i mig!"
"Stram rebet!"
"Vent! Jeg sidder fast i sneen!"
Når vi alle er bundet sammen i reb, så er vi ret afhængige af, at dem foran og bagved holder den rette afstand og tempo, ellers bliver vi enten trukket ned eller rebet bliver for slapt og vi falder i det, fordi vores
Steigeisen under støvlerne sætter sig fast. Stigningen var ret voldsom så det er IKKE et stykke du vil falde på.
Ens ansigt frøs til is og det var nærmest umuligt at se noget fordi det blæste med sne i modvind på vej ned. Jeg havde et halsrør på
fra Bliz så det tog det værste så min mund ikke frøs til is.
Tip: 4 - 5 dør om året på Mont Blanc. De går op under dårlige forhold, en falder og tager måske tre med sig i reb, nogle går op uden guide og så videre.
Ud over selvfølgelig at få nok carbs, så tager jeg noget af en bar når jeg har lyst under pauserne for at holde mæthedsfornemmelsen. Denne her er så frosset til is før jeg fik den spist :) Det er ellers en af de gode! Smager af kiksekage og skumbanan. Den er fra
Linus Pro og kan købes her
Den franske vejrudsigt strejker, så man løber an på den schweiziske. De havde lovet sol og stille vejr. Jamen helt perfekt. Vi fik så lige det modsatte og det kom lidt som en overraskelse. Det betød, at sporene bliver dækket af sne og derfor skal vi lave nye så vi ikke synker ned. Jeg sendte den forreste guide Fleur en kærlig tanke her, hun så ud til at kæmpe en hel del for at gøre det lettere for os. Når man synker ned, sidder man altså fast og det er røv besværligt. En lille letvægter som mig, kunne godt lige overkomme det i tide og utide, men de tunge drenge: AV.
Her er ruten vi tog. Se de små mennesker - det kunne være os :)
Mine ben er blevet blå fra første dags glacier træning, tror jeg og så fra at falde på sten, jeg er ret klodset desværre. Vi skulle klatre op med to økser, en økse og ingen økse og heldigvis har jeg tilbragt lidt tid i Blocs and Walls så jeg har en funktionel teknik indarbejdet, men det er stadig ikke det samme som at stå på dimser der er fast monteret på en væg. Det her er isvægge og man ved sgu ikke helt om der hvor man træder er løst eller fast. Teknikken ligger i, at presse foden nedad og ellers kile sine
Steigeisen godt ind i isen. Man skal ikke hænge der og tænke for længe, så mister man momentum og ens fødder glider. Jeg synes det er så fedt, lige her er jeg nok en adrenalin junkie. Who knew!
Dagbog fra Mont Blanc, afsnit 1 & 2
her
Børneulykkesefonden.dk
Climbforcharity.dk