Nu bliver jeg nok fyret som patient, hvis ellers man kan det.
Jeg gik til lægen sidste uge fordi jeg har haft vrøvl med vejrtrækningen. Jeg har i perioder enormt behov for at gabe. Nogle gange en hel dag flere gange i minuttet. Det begynder til sidst at gøre ondt i brystet. Jeg bliver træt af at sidde helt stille og hive efter vejret. Det ville måske kunne forklares ved høj aktivitet, men stilsiddende?!
Det har stået på, siden jeg var et lille barn. Jeg har bare aldrig tænkt over, at gøre noget ved det og har aldrig snakket med nogen om det. Men da jeg skulle træne op til Mont Blanc turen, blev det værre og værre. Det var åbenbart underordnet, at jeg blev i bedre og bedre form. På bjergene i Chamonix slog det virkelig til. Jeg gabte og gabte og gabte og nogle gange havde jeg svært ved at gabe, mere end jeg plejer.
Det var rædselsfuldt. Forestil dig at gabe, for at dit gab så stopper midt i det hele og så står du der med halv luft i lungerne og kan ikke rigtig trække vejret ordentligt før du har fået gabt færdigt. Det, kombineret med tyndt luftlag. RET så frustrerende!
Nå, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ligeså skeptisk overfor min læge som hun er overfor mig, for sidst jeg var deroppe og fortalte hende om, at jeg havde hørt man kunne lide af østrogen dominans, (jeg bandt meget vand) rullede hun nærmest med øjnene, og sagde, at det var der overhovedet ikke noget der hed. Hun latterliggjorde mig mere eller mindre.
Østrogen dominans eller estrogen dominance findes i bedste velgående og er slet ikke så mysti-fystisk. Men nej, siger min læge, det er der IKKE noget der hedder!
Det kom sig af, at jeg ville vide om mine hormoner var intakt fordi jeg binder meget væske i kroppen og jeg har behov for at få det udredt, da det er generende på alle mulige måder. Til det, sagde hun:
Bare spis is, det nedkøler. Javel, ja.
Jeg fik dog med lidt overtalelse (!) listet en henvisning til en gynækolog ud af hende, og jeg fejler ikke noget alvorligt heldigvis, af hvad jeg ved af, lige på det område. Det er blevet afhjulpet ved at jeg er holdt op med at indtage mælk.
Nå. Denne gang, chokerede hun mig altså virkelig. Hun rullede mere eller mindre igen med øjnene og konstaterede, at jeg jo ikke behøvede at bestige bjerge når jeg fik det sådan, og at jeg bare skulle holde op med at trække vejret sådan. WHAT?! Seriøst, det sagde hun!
Jeg kan ellers rigtig godt lide lægehuset, men det der? Det kalder vist på at finde en læge længere ned ad gangen. Jeg måtte nærmest vride armen rundt på hende, for at få en henvisning til en lunge specialist. Hun sagde at der ikke var noget galt med mig.
Men okaaaaay, hvis jeg insisterede på den henvisning, synes hun at mene, så fik jeg den med en rysten på hovedet.
Undskyld mig! MEN jeg er sådan en der lytter til min krop og ikke vil lade mig diktere af en læge! Tænk på alle dem, der bare ikke tør sige noget tilbage eller kæmpe for deres sag. Jeg følte mig SÅ latterliggjort at jeg græd bagefter. Jeg gik derfra grædende, fordi jeg følte mig ydmyget og slet ikke forstået. Hun spurgte ikke om ting der kunne være relevante, så som om jeg var stresset for tiden, om jeg havde ondt nogle steder, om det var noget der havde stået på længe og etc. etc. Nej, hun konstaterede bare, at der ikke var noget galt overhovedet. Jeg fremstammede at jeg dealede en del med min farfars død for tiden. Men det gad hun ikke tale om.
Simpelthen utroligt hvad nogle læger tror de bare slipper afsted med. Jeg så min farmor dø af kræft fordi hun lyttede godmodigt til en læge på Hillerød Hospital der sendte hende hjem med nyresten og sagde hun kunne få en ny undersøgelse om fem måneder eller noget lignende. Hun havde haft bøvl med maven i flere år. Jeg slog så hårdt i bordet tre måneder senere fordi hun blev mere og mere syg og forlangte at hun krævede at blive set noget før, og det lyttede min farmor og farfar da så heldigvis til, fordi de ville have jeg var glad. Og hvad fandt man? Kræft. I metastaser. De kunne ikke redde hende. Hun havde været til læge flere gange, hvor man på trods af hendes forværring, ikke tog det alvorligt. Så nej, jeg lader mig altså ikke sådan kue af en læge.
Har hørt om den slags alt for tit. Min farfars læge kunne heller ikke gennemskue at han havde Parkinson´s Disease. Det var da hans kiropraktor der stillede den diagnose. Der havde han haft det i nok tre år.
Anyway, jeg kender ikke svaret på min gaben endnu, men jeg skal nok komme til bunds i det, som jeg gør med alt muligt andet.
Kæmp for jeres rettigheder. I skal ikke give op. Man skal ikke finde sig i en skid, for at være helt ærlig! Jeg raser ikke, jeg accelerer. Det lyder meget bedre!