Vind: Bog og en times instruktion til Mindful Eating

Opdateret! Her er vinderen, som også har fået direkte besked :) Heidi Johnsen, tillykke og håber du får det ud af det, du ønsker! Hej. Jeg ønsker at vinde konkurrencen da jeg er overvægtig. Jeg fik i 2010 en gastic bypass, den hjalp også og jeg tabte mig rigtig meget. Dog fik jeg aldrig ændret mine vaner, så langsomt tig jeg på igen. Jeg har siden hen haft en blodprop i mit ben (det skal siges jeg er kun 31 år), min mor har haft type 2 diabetes og jeg frygter for mit helbred. Jeg spiser med følelserne, jeg har brug for at nyde min mad.. Jeg håber virkelig på at vinde, så jeg har en chance for at leve livet, som jeg gerne vil.. Være sund, rask og kunne bevæge mig uden problemer.   PicMonkey Collage.jpg Skovler du maden ind? Smager du ikke på den? Læs videre. Har du et utilpasset forhold til spisevaner og mad? Er du fortvivlet over dit forhold til sukker? Du er ikke alene! Det er desværre sådan, at mange der gerne vil tabe sig, eller tage på, for den sags skyld, har et destruktivt forhold til mad. Nogle har blot nogle dårlige vaner de skal ha byttet ud med noget andet mere konstruktivt, men for mange, handler mad om følelser. Mindful Eating er for alle. For dem, der ikke kan lade være med, at gå i kiosken og købe otte Ritter Sport og spise dem på vej hjem, til dem, der ikke føler der er struktur på deres spisevaner til dagligt. Det handler i bund og grund om at indtage maden - og nyde den. Ikke bare skovle den ind. Men hvordan gør man lige det? Det er netop det, Mindful Eating handler om. Jeg har interviewet ernæringsekspert Per Brændgaard, og i samme anledning har jeg sat en konkurrence sammen. Besøg Per Brændgaards hjemmeside her Bliv din egen Mindful Eating practitioner, klik her Konkurrencen findes nederst. Her er interviewet: Hvorfor er det svært at holde sig fra sukker? Fordi sukker giver en masse godt: velsmag, nydelse, afstressning, beroligelse og energi. Hvad mener du, er årsagen til, at mange får lyst til sukker efter aftensmaden, og ikke kan styre sig, selv efter en rigtig god dag, hvor sund kost har været i højsædet? Det skyldes enten, at sansesulten efter sød smag ikke er blevet tilfredsstillet i løbet af dagen, eller at man har et ekstra behov for nydelse og/eller afstressning, som man har vænnet sig til at spise sig til. Sukker virker simpelthen bedst. Hvad er dit råd til folk, der får dårlig samvittighed over at "falde i", som de ofte selv omtaler det? At begynde at kalde det noget andet end at "falde i". F.eks. at nyde eller at stresse ned. Hvordan spiser man mere bevidst? Ved at lære mindful spisning. Du lærer at koncentrere dig om maden, og du lærer at nyde din mad helt uden dårlig samvittighed. Du lærer at nyde AL din mad - også den "syndige" mad. Hvad mener du er bedst? Mange små måltider, eller tre større? Hvorfor? Tre større, da det giver bedre mulighed for at blive godt sulten, inden man begynder at spise. Det er forudsætningen for at få den helt store nydelse ud af at spise. Den helt store nydelse er nydelsen af mavesultens aftagen fra et tilpas højt niveau. Man kan så supplere med små mellemmåltider og sunde snacks efter behov for at sikre, at man heller ikke bliver oversulten ved dagens tre hovedmåltider. Hvad er dit råd til dem, der føler de ikke har hovedet med i deres vægttab? Det gælder om at få hovedet med så hurtigt som muligt. Hold op med at være en robot. Du er et mennesker med et liv og følelser, som har rigtig meget med mad og spisning at gøre. Via mindfulness kan man gå på opdagelse i den psykiske sult og finde ud af, hvad det egentlig handler om. Meget ofte er det jo slet ikke mad, man hungrer efter. Mindfulness er en helt unik teknik til at opnå den selvindsigt. Hvordan definerer du struktur? En god måltidsstruktur er tre hovedmåltider, som man så lader sulten (altså mavesulten, hullet i maven, som er noget andet end lyst til at spise) regulere tidspunkter og/eller størrelser af. Hvordan ved man, at man er klar til en livsstilsændring med hensyn til at skifte kostvaner? Når man synes ulemperne ved ens nuværende kostvaner er for store, og/eller når man indser, hvor let det faktisk er at ændre kostvaner, når man griber det rigtigt an. Untitled-1 Nu hvor du har læst interviewet, {for det har du jo, ikke sandt? :)} kan du deltage i konkurrencen. Du kan vinde en times instruktion til at lære mindful spisning af Per Brændgaard, samt et eksemplar af bogen Mindful Spisning af Per Brændgaard og Uffe Damborg. Det eneste du skal, er at beskrive kort, hvorfor du mener du har brug for det. Ud fra det, trækker vi vinderen. Alle fortjener denne præmie, det synes jeg, men der er kun een vinder desværre. Det gør dog ikke jer andre mindre værd som kandidater, eller mindre værd overhovedet. Jeg synes det faktum, at I overhovedet sætter ord på, er en sejr i sig selv!! Vinderen får direkte besked og bliver offentliggjort her på bloggen med fornavn. HUSK at skrive jeres email, den bliver ikke offentliggjort. Konkurrencen slutter den 27.juli, 2014. Forrige indlæg: Sådan kan du undgå parkeringsbøder