Dyrenes Frie Farm

Da jeg gik på landbrugsskole, væmmedes jeg ved, hvordan landmændene behandlede dyrene i konventionelt landbrug i en grad, at jeg endte med, at skælde en af dem ud og gå i protest. Jeg skulle bare slet ikke tilbage til den stald. Det var måske ikke så konstruktivt, men i mit hoved, hvad var det jeg så, han ikke selv kunne få øje på?? Fikserede slavedyr?? Hvad fanden bilder vi os ind?!
Det er over 20 år siden. Desværre er forholdende ikke meget bedre, selvom mange gerne vil have I tror det. Det er desværre klassisk at klandre klima-kæmpere, veganere og alt muligt at andet for at disneyficere. Sandheden er, at de oftest med backlash også, dokumenterer sandheden, hvor imod industrien prøver at sætte glansbillede over sandheden med glade køer høns og grise, fordi de godt ved, at sandheden ikke sælger. De har trods alt en kommerciel interesse i det, intet mindre. Det er ikke for dyrene – det er for pengene. Mange landmænd har ikke prøvet andet. De overtager generation efter generation deres families landbrug. De hænger fast med næb og klør på trods af, at langt de fleste lever på banken og statens nåde. Hvor stressende må det lige være!

Jeg skal nok i et andet indlæg komme ind på, hvad det er jeg præcis mener, når jeg siger, dyrene ikke har det godt. Men lige nu, vil jeg hellere fremhæve et sted, hvor de har det :)
Dyrenes Frie Farm. De tager landbrugsdyr til sig, der får en chance til.
Man kan læse alle dyrenes historier på deres hjemmeside.

“På Dyrenes Frie Farm skal alle produktionsdyr være velkomne. Store som små, skal de alle have mulighed for at få et godt hjem i trygge rammer. Dette gælder grise, køer, høns, geder, får, ænder, gæs, kalkuner, m.fl.”

Da jeg besøgte Dyrenes Frie Farm, fik jeg glæden af at nusse med alle dyrene. De lever et virkelig godt liv. ENDELIG. DFF er åben for besøg, også for skoleklasser. Det er en god måde, at opleve dyrene på, i deres rette element!
De er også rigtig søde til at fortælle om dyrene uden af at pege fingre. Lad mig om det, haha. Ja, jeg bliver sgu så gal.
De er sober i deres sprog og er interesseret i, at nå ud til så mange som muligt med nogle vigtige budskaber om dyrs trivsel og det mange anser for at være mad, men som har et slående hjerte.

Hvis du har en mulighed for det, så smut forbi dem. Støt dem i deres arbejde. De knokler og sætter dyrene først. De er på Fyn. Så hvis sommerferien runder der, kig ind.
De kan bruge al den støtte det er muligt at opdrive. I kan evt. starte med, at læse om dem på deres hjemmeside her.

Der er mange nyheder og informationer derinde, der giver jer mulighed for at danne et overblik over hvor stort og fint et arbejde de laver. Et eksempel:

Sigfred er vores første dyr på farmen efter at vi er blevet til foreningen Dyrenes Frie Farm. Han er en sund gris, som vi hentede, da han var blot fire måneder gammel. Han stak af fra en svinetransport, løb gennem en rapsmark, og gemte sig i flere dage. Vi hentede ham noget fortumlet og lettere solskoldet på ørerne – hans flugt var nemlig også hans første møde med solens stråler.

På trods af sin alder har Sigfred allerede været meget igennem. Han er dog en kærlig gris, som stadig stoler på mennesker, og nyder at bliver kløet på maven.

Landmanden har givet afkald på Sigfred, og han opholder sig derfor fuldt lovligt i Dyrenes Frie Farms varetægt. – I kan læse om dyrenes skæbner her, det giver altså et indblik i en industri der er kold og kynisk og man tænker på alle dem, der ikke får en ekstra chance men behandles som affald.

En anden fortælling, og et typisk griseliv :(

I 2004 kom Grynte hertil.

Hun var en såkaldt udtjent so, som ca 3 gange om året, igennem de 4 år hun havde levet, havde født et kuld grise. Hun stod som så mange andre, på en trang plads og et hårdt, bart gulv.Hun havde aldrig mærket vinden, følt solen eller haft sin tryne i jorden. Mangel på stimuli havde gjort hende opgivende og aggressiv. Hun var udslidt og mærket af sit liv bag tremmer. To gange var hun forsøgt insimineret uden succes, der var forsøgt en tredje og sidste gang. Ville det ikke lykkes nu stod slagtning som næste skridt. Det var på dette tidspunkt vi fik kontakt med bonden, som ikke rigtig troede på at insimineringen var lykkedes, og derfor gik med til at lade os overtage hende.
Men det var den. Ca 3 måneder efter farede hun. Under tilsyneladende lige så store anstrengelser og smerter som en menneskefødsel. Faringen tog mange timer. En efter en kom de ud, fine små lyserøde og dækkede af et silkeblødt, skinnende hårlag. Alle kravlede op langs ryggen og forbi Gryntes tryne og videre ned til patterne.

Her er et galleri af mig og nogle af dyrene som jeg hyggede mig med, i dagens anledning :) Desværre er Betty Blue og Flappy ikke hos os mere

Flappy og Betty Blue – kort tid efter, døde de begge desværre…

Jow jow! Der ligger en og sover :) Det er Otto fra DR programmet Dræb din livret. Fordi han aldrig er blevet socialiseret med sine artsfæller er han en enespænder. Han har det godt hvor han er, og skal aldrig ud i et nyt hjem igen. Han har været i fem hjem på tre år