Sandheden om vægttab

TULUM tur RETUR: Sådan er Mexico {også}

Ikke mange danskere besøger Mexico, det er i hvertfald ikke mange vi har mødt. Fire i alt, for at være præcis, de tre gange vi har været i Tulum og på Holbox. Mange danskere tror nemlig, at Mexico er een lang sæson af Narcos eller Queen of the South.
Det er det ikke. Jeg kan personligt berette efter fire gange frem og tilbage gennnem årene, at Tulum, Holbox, Cancun og Cabos san Lucas og sikkert også Playa del Carmen er fredelige byer. Selvfølgelig, begynder man at sælge narko eller lægge sig ud med kartellerne på anden vis, kan det da godt være, man ser en Kalashnikov lige i øjnene og måske skal overveje at løbe den anden vej. Men ellers vil jeg mene, det er fredeligt og afslappende. Jeg ville være mere utryg ved at gå på den Røde Plads på Nørrebro efter 24, for at være ærlig.

casa malca  – pablo escobars tidligere mansion
casa malca

Synes man alligevel at det her med karteller er lidt spændende, er der rig mulighed for at komme forbi Pablo Escobar til en frokost.
Mere om det længere nede.
Jeg elsker Mexico. Maden, farverne, folket, vejret, naturen, atmosfæren, stemningen, kontrasterne. Alt. Jeg har de seneste år kun bevæget mig rundt på Yucatan halvøen. Se kortet her:

Jeg vil gerne mere rundt i Mexico, måske på roadtrip op mod Merida eller ned mod Belize, men lige nu, føler jeg mig særdeles betaget af og hjemme i Tulum. Så hjemme, at jeg er på hej-hej med de lokale 😁

 

Lad os starte fra starten

 

gran cenote

azulik 

F L Y
Jeg booker altid selv. Både fly og hotel. Air Canada har nogle billige billetter, for det meste. Jeg bruger Momondo og jeg sætter min browser til privat browsing så priserne ikke stiger nærmest for øjenne af mig. Ja, det hjælper at søge incognito.

Jeg går altid efter kun een mellemlanding. Og altid med mere end en times ventetid, så jeg er sikker på, jeg når mit fly. Via Canada, lander man som regel i Toronto. Det er en dejlig lufthavn. Vigtigt! Husk at få lavet dit eTA. Det er tilsvarende ESTA til USA. Se her:
eTA
Når først du har den, mener jeg den holder i fem år. Det kan du se i den mail du får, når du er godkendt. Man skal have eTA selvom man kun mellemlander i Toronto.

 

casa malca

azulik

N Å R  DU LANDER I CANCUN
Her bliver det tricky! For der står gerne en masse pirattaxaer og vil have dig med. Det bedste du kan gøre, er at opsøge en skranke INDEN du går ud af lufthavnen og få en taxa den vej. Det er lige ved udgangen. Eller hjemmefra, bestille en bil fra gettransfer.com
Det koster på stående fod, 70 USD til Tulum. Mange fly fra Danmark lander sent, så at begynde at tage det offentlige til Tulum, Collectivo, er måske lidt besværligt, hvis busserne overhovedet går så sent som man til tider lander. Man kan også vælge en shuttle, men så skal du lige vente på, at alle bliver sat af. Det har jeg ikke erfaring med. Turen tager ca. en time og tre kvarter.

ahau

azulik

azulik

azulik

Los Amigos beach club

O V E RNATNING
Personligt, foretrækker jeg at bo i den del af byen der hedder La Veleta. Det ligger længst væk, når du kommer fra Cancun. Se kort.
Grunden til det er, det er trods der er tydelig fattgdom, et meget sikkert område, samt det er også det mest stille. Der er ret meget gang i den, i selve Tulum. Een ting er barene og de hyggelige restauranter, men folk fester også privat og i lang tid, har der været klager over, at amerikanere flyver ind og holder rave-fester til solen går op, til stor gene for mange.
Jeg bor helst på Central Park, som både kan bookes privat via airbnb eller jeg booker gennem Central Park selv. Booker man gennem dem, er mange af lejlighederne som er med køkken og nogle med pool og bbq på taget, inklusiv shuttle til stranden, gratis cykel og gym medlemskab.
Central Park har to swimming pools, spa, lækkert gym, restaurant og deres egen strandbar og restaurant samt hotel ved stranden. Der er reception og så var der tidligere en biograf, som vi godt kunne lide at bruge, da det var privatsale med butler. Den er desværre lukket. Central Park ligger i La Veleta og det tager 10 minutter at cykle ind til Pueblo altså centrum. Også kaldet el centro.
Vi cykler altid bagom hovedgaden, Det er konstrastfyldt og man får ligesom oplevet det lokale Tulum. Det går også stærkere :)
Vi starter altid turen ud med, som det første, at spise på Burrito Amor. Verdens bedste burritos og margaritas til 37 kr. stk.

strandvejen + gran cenote

casa malca

cenote via koox adventure

i scream + tulum food trucks

strandvejen

la veleta + burrito amor

be tulum

be tulum

La Veleta…
Se kort:

I La Veleta, er der både et mini – marked, restauranter, cafeer og masser af steder at slå sig ned. Det vrimler med bookings på airbnb og booking.com
Der er også få hoteller, men det er nu mest lejligheder som folk køber, og lejer ud. Mange af disse lejligheder, har manager og concierge, samt man kan få rengøring. Man vil se i området, at nogle af de pænere huse, ar pigtråd og stødhegn, jeg tænker der må være begyndt at komme nogle indbrud, men det er bestemt ikke noget vi har mærket noget til, på noget tidspunkt.
Med hensyn til sikkerheden, man synes det er lidt spooky at gå i mørket og cykle, men nu har vi gjort det dagligt i tre år i træk, og på intet tidspunkt har vi følt os utrygge og ingen har sagt, det skal vi lade være med. Tag dog lygter med hjemmefra, den slags går man ikke op i :D

I hovedgaden er der hoteller, men igen, jeg ville nok vælge at bo lidt længere ind i nabolagene, grundet larmen. Jeg har boet på hotel (Love Tulum, hedder det), og der sov vi altså ikke særlig meget, grundet baren ved siden af. Man kan også vælge at bo i det område der hedder Aldea Zama. Det er en community der ligger mellem La Veleta og byen. Det er også den bydel man cykler gennem, hvis man vil til stranden og gerne vil spare fire kilometer

los amigos beach club

casa malca

 

casa malca

 

tulum centro

hvalpen thomas + gadehunde 

casa malca

plantebaseret isbutik 

central park + ahau – sidst boede vi begge steder, men foretrækker la veleta og ikke stranden

los amigos gym

tulum centro

Aldea Zama…
Jeg har trukket en streg som er genvejen gennem Aldea Zama i bil eller cykel fra La Veleta til stranden, da byen går som en hestesko

Se kort:

C Y K EL
Man kan leje cykler i hele byen eller scootere for den sag sskyld. Men priserne svinger. Vi fandt et sted til 20 kroner om dagen lige overfor supermarkedet Súper Akí i starten af hovedgaden. Der ligger i øvrigt en hyggelig restaurant ved siden af. Husk ID til at leje. Andre steder, koster de op til 80 kroner om dagen. Man skal vide, at køre mange steder  i Tulum, inkl. strandvejen, er som at køre off road. Vejene er så elendige. Skyldes nok for meget aktivitet og byen der simpelthen ikke kan følge med. Huller alle steder. Folk er ikke så gode til at køre på cykel. Det er vi især fra KBH jo nærmest eksperter i, og det får man brug for. Man skal ikke altid forvente, at folk kører i den rigtige side af vejen, eller ser sig for, inden de går ud på cykelstien. Det finder man hurtig ud af :). Cyklerne til en 20´er så heller ikke verdens bedste, men man kan altid få en anden uden afregning. Den vi brugte hedder Tigre.

pasha

P U E BLO / TULUM
Det er en hyggelig by og bag hovedgaden langs de små gader, finder man mange små perler. Lige fra veganske restauranter, tøjbutikker og til frugtboder.
Man skal kigge lidt efter det, hvilket gør det eventyrligt. Masser af farver, kombineret med den wabi sabi stil (skønhed i det uperfekte). Selv efter tre år, er jeg slet ikke færdig med at snuse rundt.
Hovedgaden har butikker og spisesteder og her kan du sagtens finde en masse steder med happy hour, musik og gakkeløjer. Stadig afdæmpet, ikke Alanya, hvis det skulle være indtrykket. Det er en boheme-by og det afspejles. Der er ingen modebutikker i hovedgaden, der skal man til Playa del Carmen eller Cancun. Gaden er lang og man kan gå hele vejen fra den ene ende til den anden. Evt. dele det op fra den ene side den ene vej og den anden den anden vej.
Vi plejer at gå ned i coke-gaden når vi skal lidt ud. Vi kalder det coke-gaden fordi du ikke kan gå tre skridt uden af at få tilbudt det og her er jeg bare nødt til at slå fast: Ingen af os, tager den slags. Personligt kan jeg bare sige, at jeg har heller aldrig prøvet det. Pudser glorien – lyd. Bare der er tacos og margariter, så er jeg sådan set godt tilfreds!

B A R ER / RESTAURANTER
Must-eat: Burrito Amor. Uden tvivl.
I Scream på strandvejen, er også en oplevelse, mest om aftenen.
Charlys Vegan Tacos, ligeledes på strandvejen, ret langt nede, skal man vide, det tager noget tid i taxa, men det er en oplevelse at køre turen.
Casa Malca. Restauranten i Pablo Escobar-hotellet hedder Philosophy. Maden er god, men den er dyr! De ved godt, mange kommer bare for at glo og tage billeder, og de virker ikke videre begejstrede for besøg, med mindre man spiser der. Første år jeg var der, var det egentlig ikke slemt, men så her i sommers, var priserne skruet godt op og det var tydeligt de ikke ønsker en masse mennesker rendende, forståeligt. Men en flink ansat viste mig rundt, hvilket var lidt usædvanligt.
Raw Love, hvis man er til raw food og helse-helse agtigt mad, ligger i hovedgaden og på strandvejen på hotellet Ahau.
Pasha, ligger ikke langt fra Burrito Amor og er et virkelig skønt sted, med den smukkeste interiør.
Tulum Food Trucks. Street food / trucks findes også på strandvejen. Men hvis du er i byen, kan du tage til TFT. Skønt sted at starte sin aften!
Batey. Ligger i coke-gaden. Herligt sted, med en bil der er indrettet som en lille cocktailfabrik! Der er også live-musik
Jaguar på strandvejen. Der er også klub-miljø hver torsdag.
Azulik er en vild oplevelse i sig selv. Ikke mindst restauranten Kin Toh.
Dette er blot bud blandt SÅ mange. Jeg kunne blive ved.
Hvis man vil have mere autentisk mexicansk mad, findes disse også på hovedgaden.
Casa Pueblo, også et hotel både i byen og på stranden og eftersigende rigtig lækkert!
Be Tulum og Nomades er bestemt også besøg værd, hvis man vil betale prisen. Man kan tilbringe timer i hvad der er intet mindre end perfekte omgivelser for sjælen.

pasha

street food + stranden

P L A YA / STRANDVEJEN
Ikke at forveklse med Playa del Carmen. Det betyder bare strand på spansk :)
Fra lad os sige byen til stranden, kan man cykle eller tage en taxa. Har man bil, er det også muligt, men parkering kan være lidt tricky. Taxa koster ca. 60 kroner fra den ene ende til den anden. Det kan tage alt fra 25 min. til en time. Man kan vælge at hoppe ud og gå lidt i stedet og nyde butikkerne og spisestederne. På den ene side, er hotellerne der også har beach clubs og restauranter og på den anden side, primært barer og spisesteder.
Man kan altid spise på et hotel. Man kan også enten betale for at bruge deres strand, liggestole og håndklæder. Nogle koster mere end andre. Man lægger måske 30 – 60 usd og så for det, spiser og drikker man. Det er pr. person. Nogle steder, har de slet ikke et minimumsbeløb. Eksempelvis, Nomades og Be Tulum, det er i den dyre ende. Nest er lidt billigere, ca 30 usd pr, person og stedet ved siden af Nest, betaler man ikke noget, man betaler blot håndklæder hvis man ikke har sit eget med, og så kan man ligge og nyde stranden på deres liggestole og købe mad og drinks. Det gør de fleste alligevel.
Man kan skrive til hotellerne og på den måde finde ud af, hvad deres minimum fee er. Det varierer sikkert. Pointen er, de skal først og fremmest have plads til deres gæster.
Man kan altid søge på events, og der vil sikkert dukke nogle fester op med kendte DJ´s langs stranden. Det er  man så også plaget af, hvis man bor tæt på, det kan virkelig larme og gerne til den lyse morgen. Især I Scream larmer.
Azulik har en nudie – strand. Kommer man tidligt, kan man godt få møvet sig derind og bade nøgen, samt slukke tørsten fra en kold Corona i deres dejlige strandbar. Kan man ikke komme til, kan man høre hotel Calaluna hvad det koster for at benytte deres faciliteter, de deler strand med Azulik.
Bor man i La Veleta, er den nemmeste måde at komme til stranden via Aldea Zama. Gennem et mudderhul og en stor låge, kan man cykle og spare omtrent fire kilometer. Der er ikke en direkte vej til stranden grundet beskyttelse af økosystemet. Man skal ned af vejen Kukulkan. Der er sikkert et hotel eller manager af bolig der kan sige hvor præcist det er. Det er ikke en officiel vej.
Strandvejen er yderst særpræget og jeg har aldrig oplevet noget lignende et andet sted i verden, så glæd dig!
Vandet er i øvrigt level 15000! Når der ikke er tang, vel at bemærke. Så uheldige har vi ikke været.

pasha 

la veleta + vaskeri 

O P L EVELSER
Vi har ikke været så meget rundt, men jeg har været ved et par cenoter og ude i junglen. Der er en vej der fører mod Holbox, hvor man kan finde kæmpe markeder langs vejen, med drømmefangere og andet skønt mexicaner-gejl. Jo længere ud man kommer, jo billigere bliver det. Jeg har stadig ikke fået taget mig sammen til at tage derud, men hver gang jeg kører forbi, får jeg sgu lyst til at stoppe. Der skulle også ligge en by, hvor der nærmest ikke er andet. Jeg husker desværre ikke hvad den hedder.
Man kan køre en tur til Sian Kaan naturreservat, hvor man også kan finde spisesteder inde i junglen. En god ide, at køre med guide eller leje en bil der kan tåle mosten. Husk, der er krokodiller derinde og den slags. En guided tur kan købes i hovedgaden eller en af de mange udbydere der tilbyder ture til mayanske ruiner og så videre.
Vil man se sting rays og skildpadder, skal  man til Akumal. Ikke langt væk – en taxatur. Det koster penge at komme ind, symbolsk beløb som entre til stranden, da det forstyrrer dyrene med for mange mennesker, men her kan man komme på snorkleture.
Cenoter der er værd at se, uden for  mange (undskyld) japanske turister i store busser og med top dollar snorkleudstyr, ligger hist og pist gemt væk. Eksempler:
Cenote Calavera
Cenote Ik-Kil
Cenote Suytun (tidens mest instagrammede)
Kaan Luum Lagoon
Link til cenoter
Flere cenoter 
(jeg er dog ikke enig i gran cenote, den var ikke noget særligt og for overrendt)

En anden ting man kan gøre, er at tage til, er Bacalar med lagoon of seven colors. Dette bør dog være over et par dage :)

strand + burrito amor

T I P S
Sørg for, at hæve godt med penge, nogle gange løber automater tør i banken og ATM er en dyr fornøjelse og virker sjældent efter hensigten. Mange steder, tager ikke kort.
Sørg for, at når du betaler med kort, at du ser dem bruge maskinen og altså ikke går væk fra dig med kortet. De er rigtig gode til at kopiere den slags. Jeg taler af erfaring.
Spørg altid til happy hour, det kan betale sig.
Overvej om det er værd at prutte med priser, jeg mener, det er så billigt (strandvejens boutiques er dyrere), at det næsten er synd for de lokale, synes jeg. De er ret fattige.
Der er mange gadehunde og katte desværre. Man kan kontakte Help Tulum Dogs hvis man søger hjælp til noget eller tage til Dr. Juan hos dyrlæge Clínica Veterinaria Tulum, hvis man har et påkørt dyr i sin varetægt.
Man kan godt prutte lidt med taxaerne, synes jeg. Det er op til dig. Men det siges at taxaerne er styret af kartellerne, så du skal nok bare indstille dig på, at du mere eller mindre ufrivilligt hvidvasker penge.
Tulum er ret sikkert! Men man behøver ikke flashe dyre smykker når man går alene på de små gader sent aften. Jeg mener, sund fornuft!
Skal man ha vasket tøj, hvis ens lejlighed ikke har vaskemaskine, kan man finde små vaskerier. Det bliver ok rent og koster ca. 20-30 kroner for fem kilo.
Jeg er blevet fortalt, at man får gratis lægehjælp hvis uheldet er ude. Jeg er ikke sikker, men det har jeg fået af vide af en, jeg kender godt, der rejser rundt i Mexico.
Lås altid din cykel, man får lås med når man lejer.
Tag evt. noget med til maven, jeg har ikke selv oplevet problemer med maven, men jeg kender folk der har.
Giv gerne gadehunde og katte vand og mad. Det er en skrøne man ikke bør, de er simpelthen ofte sultne og tørstige :-(
Der findes flere træningscentre i byen og så er der Jungle Gym på stranden, mod betaling.
Køb evt. taletidskort så du har wifi alle steder, det koster måske en 50´er på tanken eller kan tankes online, og det skulle gerne holde dig kørende i noget tid.
Støt små lokale butikker og frugthandlere. Det synes jeg personligt er vigtigt.
Tulum er børnevenligt.

keramik lige overfor rådhuset / torvet. går altid derind

{L I D T MERE OM BOLIG}
Hvor skal du bo? Som sagt, La Veleta. Men der er altså også mange andre muligheder! Vil  man bo mere tilbagetrukket i en hytte, kan man kigge nærmere på Diamante K. Eller man kan tage nogle dage nede på stranden, på et hotel der. JEG synes bare det er for larmende. Som nævnt, foretrækker vi altså at bo i lejlighed og vi er meget glade for Central Park, Tulum, som ligger under det der hedder Los Amigos. 
Jeg skal afsted igen i januar, og der har jeg lejet en lejlighed også i La Veleta med sin egen tagterasse og mini pool på taget til under 500 kroner pr. døgn via airbnb. Eksempel på lille lejlighed på Central Park via airbnb – klik her 

Jeg håber denne guide kan bruges – stil endelig spørgsmål.

Har du ikke fået nok?
Så har jeg lavet mere om Tulum og Holbox her:
Smukke Be Tulum 
Mini-guide til fantastiske Holbox
Snydt og bedraget i Cancun lufthavn – det finder vi os ikke i! 

batey

nest + en græshoppe vi fandt død dagen efter. tror den døde af tørst :-( 

 

nest

strandvej + nest

los amigos beach club + nest

tulum food trucks

 

 

 

 

 

2 kommentarer

Jeg vil høre din mening

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sandheden om vægttab