Surt at blive vraget

Har alle ikke prøvet at blive vraget? Er det ikke bare en del af livet?
Ikke desto mindre, er der gange hvor det er decideret træls og ubehageligt. Rigtig øv!

Billeder af Rory Gullan & Kira Eggers

Det her er det næst-sidste kapitel i Mont Blanc eventyret, som startede med at gå ret skævt for flere af deltagerne. Og det stopper så ikke der. Det kan du læse om i bunden, hvor jeg linker til de andre kapitler.

❌For at opsummere:
Jeg har startet en velgørenhed, der hedder Raise to the Top. Jeg brugte over et år, på at samle et dansk og et engelsk hold. Der var kendte med på begge hold, men også helt almindelige dødelige 😄 Det tog den tid det tog, da der var udskiftninger undervejs, personligheder der skulle passe sammen, sponsorer der skulle på plads og hist op og kom herned.
Holdene kan man se her: Raise to the top.
Vi havde fornøjelsen af, at have Paul Gascoignes datter Bianca med, lige indtil hun måtte aflyse, desværre. Desuden havde vi David McIntosh og Calum Best (søn af George Best) med, som var dem, der ligesom trak medielæsset i UK. Calum var ambassadør på det her projekt. Vi har været omtalt i flere danske medier, samt store medier som Good Morning Britain (Britisk morgen tv), Daily Mail, Mail on Sunday og adskillige flere. Herhjemme har vi også flottet os i Go aften Danmark, Ekstra Bladet, Her og Nu, mm.
Vi har fået donationer og haft sponsorater, der mod noget den anden vej, (omtale og foredrag) har givet os penge. Vi afsluttede indsamlingen med at tage til Chamonix for at bestige Mont Blanc for awareness. Det er den slags, der har fået os presse. At samle penge ind er een ting, men at kunne binde det op på noget, giver mere opmærksomhed og pressedækning. Mission completed.
Dansk hold samlede ind til Børns Vilkår -BørneTelefonen / UK team samlede ind til NACOA som Calum er ambassadør for. ❌

Vi kom vel ned fra Gran Paradiso, men alle nåede dårligt nok at sunde sig, før de fik det næste chok. Dagen efter, kom guiderne nemlig ned til vores chalet og ville snakke med os (læs: Fortælle os) om hvem der skulle med på Mont Blanc og hvem der var erklæret uegnet. Thats right! Droppet lige der på stedet!
Alle havde brug for at komme op, især efter den oplevelse på Gran Paradiso dagen før. Folk har blæret sig på de sociale medier i månedsvis. Folk har trænet op til det.
Guiden der skulle være bøddel pegede ud, hvem han mente var klar til at gå turen op. Det efterlod så dem de havde valgt fra og det var mig, Rikke Gøransson, Rikke Laursen (som i stunden var til lægen), Calum Best.
Ikke noget nogen var særlig tilfredse med eller stolte af.
Rikke G, blev rigtig ked af det, og jeg kunne godt mærke, at stemningen var trykket. Jeg var heller ikke tilfreds! Men så muligheder i, at prøve nogle andre bjerge i stedet, som teknisk er sværere men hvor man ikke er væk i to dage. Den ene gang, jeg var afsted, var bjerget lukket og den anden gang stolede jeg ikke på vores guiders ekspertise og valgte at klatre nogle andre bjerge med en helt anden guide. Så det ville virkelig være rigtig ærgerligt, ikke at komme op ved 3.forsøg.

Denne gang, skulle ligesom være DET. Vi havde alle sat næsen op efter det. Calums skulder drillede ham en hel del da han har en ret alvorlig skulderskade der kræver operation og det mente guiderne ikke var forsvarligt når han havde så ondt.
Rikke Gøransson synes de virkede for utilpas, sikkert da hun hang og så trist ud på en klippekant altså – næsten grædende og bange og ikke kunne komme op uden guidens hjælp der var i gang med noget andet og mig…jeg var for klodset. De sagde ikke noget om Rikke Laursen, da hun ikke selv var til stede.
De foreslog at vi talte om, hvad vi så ville i stedet. Slappe af, klatre, gå ture…

Det var ambivalent for de andre deltagere, fordi det jo var svært at juble, når de kunne se, hvor kede af det andre var.
Efter lidt tid, tog vi så alle sammen ned for at øve noget klatring. Her bad chef-guiden mig om, at vende med de andre, hvad vi besluttede så de kunne forberede sig eller om vi trods deres meninger, alligevel ville bestige bjerget.
Da chef-guiden kom og stod med alle de andre guider og os efter træning, spurgte han så mig, hvad vi alle var noget frem til. Jamen det var jo meget let, fordi vi var alle enige:

Vi skal alle op. Ud over Zenia som er beordret at holde sig i ro, skal vi alle op. Det er ikke en mulighed at lade være. Det er det vi er her for, og det er det, der skal ske. Vi ses på toppen – agtigt!

Man kunne ligesom mærke på guiderne, det gjorde dem sådan lidt – mehhh. Det var de sgu ikke lige i humør til. Have en flok med, de ikke stoler på, kan klare turen. Ikke lige deres drømmescenarie!

Men sådan blev det altså! Calum var stadig usikker, grundet mange smerter. I har måske fulgt med på hans instagram, hvor han selv har rundet emnet.
Rikke G og jeg, besluttede os for at gå sammen og nå til tops sammen. Det er sådan, at er der een der fejler, er både makker og guide nødt til at vende om, derfor er holdopsætning skide vigtig! Når det er sagt, er der jo ingen af os, der synes det er fedt, hvis en anden er grunden til, at man skal gå ned.

Det er også vigtigt at guiderne føler man kan passere de farlige passager, fordi de gider ikke gå over dem for at vende om igen. Det er lidt med livet som indsats. I har sikkert hørt om de 12 der er døde i alperne og på MB bare i år.
Selvom det virkelig havde ødelagt humøret og troen lidt på, om man kan, så hankede alle op sig selv og fik en god dag, afslapning og gjorde klar til afgang næste morgen.

Læs videre under billederne.

Her får vi noget suppe fra Fynbo, vegansk med grøntsager og ris i:
Suppen fås blandt andet i Føtex i flere forskellige varianter. Jeg havde græskar og en sunroot/ potato med til Chamonix
(Den er vegansk)