Mod summit: MONT BLANC

Et års arbejde med Raise to the Top er så småt ved at være ved vejs ende. Læs det sidste kapitel her.

Læs de andre kapitler her 

At bestige Mont Blanc med den rute vi tog, tager tre dage, altså to overnatninger:

Op til Tete Rousse hytten, overnatte. Videre op til Gouter hytten, spise frokost og sætte vores ting. Videre mod Mont Blanc, nå toppen. Ned igen, spise og overnatte i Gouter. Ned næste dag mod Chamonix. 

Vi mødtes med guiderne om morgenen, efter vi havde pakket. De tjekkede vores gear, og vi kørte mod liften der skulle tage os til et lille tog, der tog os til en station i bjergene, hvor vi spiste frokost og gik videre fra.

STAI.DK

Jeg. er. KLAR

Se min pakning her – klik her

Første tur op, var gang på klipper. Vi hyggede os og snakkede på kryds og tværs. Vi nåede så til et pitstop, hvor det gik OPAD! Jeg mener, ret stejlt. En velfortjent pause, en Indigo i vandet og vi er klar igen. Det blev endnu en test, fandt jeg ud af. Her kiggede guiderne virkelig på, om vi var hurtige på fødderne og ikke blev for trætte op. Men dermed ikke sagt…vi behøvede ikke at løbe op, hellere holde på energien. Bare vi var stabile.

Klar til lige at hælde Indigo i flasken (se min hånd). Masser af energi til turen op ad klippevæggen. Man kan ikke det, men den er stejl og meget lang

Information om vores sponsor Indigo fra B:Hip
De fleste fra holdet drak Indigo på turene. Indigo er rødbede pakket i en lille pose. Masser af mineraler og vitaminer, blandt andet B3, B6, B12 og C. Indeholder også guarana and grøn te. 
Virkningen er hurtig energi og meget af det. Power! Bedre recovery. Mindsker træthed og udmattelse, hvilket man kan have brug for, når man træner, bestiger bjerge, cykler og så videre. Produktet er sukkerfrit. Læs mere her, om vores sponsor BHIP og Indigo

Da vi nåede toppen af denne høje klippevæg, fik vi mulighed for at slappe af, få noget af spise og en forhåbentlig god nats søvn i hutten Tete Rousse.
JEG sov fantastisk, ikke alle gjorde. Mine ørepropper får fem stjerner og jeg sov ikke ved siden af nogen der snorker. Med andre ord, jeg var udhvilet da vi klokken 4 skulle op og spise.
Man skulle ikke tro at morgenmadsstunden kunne udløse skænderier, men når man er samlet en gruppe under så pressede forhold, er det svært at undgå. For det første, var maden lort. Tørt brød med fesent syltetøj. Da jeg ikke spiser ost og kød, så var det alt jeg fik af pålæg. Man skulle tro, at frugt og andre ting ville gøre sig gældende når man nu skal kæmpe sig op ad et bjerg, men næh nej. For det andet, folk var trætte og lette at pirre, så der var lidt øffen frem og tilbage fra morgenstunden af, men den slags er hurtig glemt.

Billeder fra Tete Rousse før afgang mod Mont Blanc næste morgen:

 

Vi starter med, at gå mod Grand Couloir på Mont Blanc. Dette er ikke min video, men her vises det præcis hvorfor det er en farlig rute. Hør stenene. Det er dem man ikke vil rammes af. Man er så godt som færdig. De kommer med sindssyg fart. Det er en kort passage, men tilpas farlig. Ikke en passage guiderne gider passere forgæves.

Vi gik i hold to og to. Løbende mødtes vi med hinanden enten overhalede man, nogle holdt pause, også videre. Da vi kom op på toppen af klippevæggen man skulle klatre for at nærme sig opstigningen til selve toppen, stoppede vi som de fleste andre, ved hytten Gouter. Der efterlod vi vores ting, spiste lidt og så skulle vi videre op. Når jeg siger op, altså til toppen af Motn Blanc: Det var som een lang ond stair master!
Men det sker. Det skete!
Forestil jer fire timer på en stair master! Flere fik hovedpine, vabler, jeg kastede lidt op, nogen blev svimle. Nogen gange, gik vi alle samlet – andre gange hver for sig. Rikkes og min strategi var, at gå meget langsomt. Drikke regelmæssigt vand, snacke og gå små skridt således vores puls ikke kom op. Glem EGO. Det handler om, at nå til tops og huske man skal ned igen. Det er sne og bakker og man går og går og går. Toppen er så tæt på, men alligevel så langt væk. Til tider, gider man bare ikke gå mere, og ville ønske man var på vej ned, andre tidspunkter, er det så spændende og humøret er højt.

Til al held, ramte vi næsten toppen alle sammen, mere eller mindre samtidig! På den måde, fik vi jo et billede med flag og det hele. Chancen for det, er ikke særlig stor!

Det var så feeeedt!
Guiderne troede ikke vi kunne, men vi gjorde det og bedre end gennemsnittet! Normalt er det 1 ud af fem der kommer op som prøver! Vi kom alle op.  At stå der og kigge ud over toppen og endelig være der, var en velsignelse.
Al det hårde arbejde for at nå dertil, endelig! Det var så smukt! Helt ærligt, alt andet bliver bare så ligegyldigt. Man er FYLDT op til randen af indtryk. Man glemmer problemer derhjemme, man er bare i det på sådan en tur. Sådan var det stort set hele ugen vi var der. Jeg kan lidt forstå, hvordan atleter har det under Tour de France, haha. For man er humørsvingende, man trækker sig tilbage, for at være på igen, man spiser, man sover, man tager indtryk ind. Det er det eneste det går ud på.

 

NÆSTEN PÅ TOPPEN!

 

 

 

JUHHHUUUUUUU!

Vi tog et lige før vi var på toppen for at være sikre på, at vi trods alt havde noget fra Mont Blanc med sponsorflag:

Da vi havde krammet og jublet og nydt, taget billeder med vores sponsor- flag i det smukke solskin og vindstille vejr, begyndte guiderne at give tegn til, at vi skulle ned. Fuck. Man orker det jo bare ikke!

Ned skulle vi. Jeg var træt og havde så mange vejrtrækningsproblemer hele vejen, at jeg bare havde lyst til at sætte mig til at tude. Hvilket jeg også gjorde et par minutter mens jeg ringede hjem til Thomas under en pause og klagede min nød. Da vi endelig landede i  Gouter hytten fire timer senere (så i alt otte timer fra vi gik derfra), bestilte jeg mad, så I ikke drømmer om det. Jeg var SÅ sulten og var træt! Træt fordi det kræver så enorme resourcer at trække vejret når man ikke kan.
Jeg fik intet søvn den nat og dagen efter, var vi en del der havde influenza symptomer og var langt fra på toppen. Søvn var svært fordi der er så mange i hytterne der hele tiden går ind og ud af værelserne, og pakker deres ting og dørene smækker. Vildt stressende for en i forvejen træt krop. Alene på turen op, tog jeg fire kilo på i væske. Fem i alt. Jeg tabte det først en uge efter jeg kom til Danmark!

Vi havde lige et par klippvægge vi skulle ned af og Gran Couloiren igen, før vi kunne sige, vi var nede. Puha! Ikke lige det, jeg så mest frem til, men det gik så fint. Jeg faldt godt nok som jeg plejer og slog røven/halebenet, noget der minder om forstuvning da det først er ved at aftage nu her, tre uger efter vi er kommet hjem.

Læs også: Book din egen tur til Chamonix via Geneve

Da vi kom ned i hytten skulle vi fejre! Vi spiste, drak, snakkede og bare tog det hele ind! Glædede os over, hvor fantastisk det var, at vi var sådan et godt team. Vi gik op sammen og vi kom ned sammen. Bedre kunne det ikke være!

 

 

       FARVEL 

Næste dag, skulle vi alle hjem. Halvdelen til England.

Vi fik stor ros af guiderne. De var sådan lidt, nå, nå. Vi undervurderede jer. Godt gået! Ja, det gjorde de nemlig!

Det var et pakket program, jeg tror en dag ekstra havde været os forundt, skal jeg være helt ærlig. Skal man det her, skal man sætte 8-10 dage af.

Turen er slut og jeg vil slutte af med at takke sponsorne, der gennem det seneste år har støttet  og hjulpet med at få dette til at blive en realitet. Ikke mindst selvfølgelig alle deltagerne for deres hårde arbejde med at samle penge ind!

Tak til
HL Skilte Reklame
Bhip
Sos Black Snow
Autocenter København
Helly Hansen
Wedo
T Hansen
Hippie House og Inco
Fynbo Foods 
Cool Shop
Cool Unite
irfaank.com
abckids.dk
Capito
Sleeper Sounds Studio

Og tak til vores fantastiske fotograf der løb op og ned ad bjergtoppe for at fange de bedste shots af os Rory Gullan

 

Læs meget mere om projektet her 

Læs også: Her er deltagerne 

2018: Til fordel for Børnetelefonen