Dagbog fra Mont Blanc 4: Wuhuuuu! Toppen

Dagbog fra Mont Blanc 5: Nej nej nej nej

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Kan man ikke bare have een dag uden en eller anden udfordring – eller 20?!
Nu får I lige en lille opdatering fra sofaen. Jeg gentager: Fra sofaen.

I går, da vi alle havde besteget Aiguilles Marbrees i Italien som beskrevet her, tog jeg med op i Torino Hut og drak et par øl med de andre og min og Henriks guide. Guiden og jeg kørte ned til min chalet kl. 16,  hvor jeg blev sat af og så med afhentning igen morgenen efter kl 7.30 – de andre sov deroppe og gik videre derfra – hvor vi / jeg skulle bestige Cosmiques Ridge
Jeg kommer ind ad døren og vil jo have mine sutsko på, samt lave aftensmad inkl. søde kartoffel pommes fritter. Nu er problemet så, finder jeg ud af, at jeg ikke har nogle af delene. Mine sutsko er ret lette at genkende da de ligner får. De er købt på Sylt i Tyskland til en helt urimelig turist pris. Søde kartoflerne havde jeg med hjemmefra og dem glemte jeg i en skuffe i den anden chalet, hvor jeg også har glemt mine får til fødderne.
Det tager omtrent 10 sekunder at gå over til den anden chalet vi er flyttet fra, fordi nogle andre skulle rykke ind, da det foregår gennem en fælles bilgarage. Jeg hopper i min pyjamas og sweater samt min kasket, og jeg går derover igennem kælderen.
Jeg banker på “vores” dør og råber Heeellløøøøøø?
Der kommer så en dame ned ad trappen med et par mænd i hælene (finder ud af at det er rengøringshjælpen), og jeg fortsætter op. Folk hører jeg råbe, come in, come in!
Jeg kommer så helt op ad vindel trappen og her står jeg så blandt 20 meget kåde mænd. Jeg siger så HEJ på såkaldt engelsk og prøver at forklare mit ærinde med slippers og sweet potatoes. Forklarer lidt hvad begge dele ligner og hvor de ligger.
Jeg får lov at rode i deres ting, men ikke helt uden af at blive nysgerrigt spurgt ind til. Jeg gør det samme, og det viser sig, at det er en  britisk polterabend.
Før jeg ser mig om, står jeg i min py med en drink i hånden og en tallerken med tapas, altså ost og pølse og den slags. Det var ikke liiiige det jeg var i humør til, hvis jeg skal være ærlig. At være til fest med 20 mænd jeg ikke kender. Det kan måske for nogen lyde som den helt rigtige ide, jeg synes ikke. :)
Jeg prøver sådan at komme tilbage på sporet med mine får til fødderne og mine kartofler og begynder så at lede efter dem. Jeg finder ud af hvem der bor på “mit” værelse, og går med ham derop. Her roder jeg rundt under sengen og i skabet for at finde disse dyr. Sikkert til hans mindre store glæde, da hans underbukser ligger lidt over det hele.
Nå, men ret akavet alligevel, går vi ned igen, men han er ikke helt afskrækket og synes nu alligevel jeg skal blive og hygge mig med dem. Pludselig kommer en af dem rendende og på sit klingende engelsk siger sådan lidt højt: Do you like banana??! Mens han vifter med verdens største banan. Jeg tænker straks, stor mand, lille – ej, det er upolitisk korrekt eller politisk ukorrekt med den slags tanker –  og siger at jeg hverken ønsker deres pølser, bananer eller ost, jeg vil bare have mine sutsko og søde kartofler, inden jeg flygter derfra med en “gooood feeeest” kommentar til dem hængende i luften.

Næste morgen, kommer min guide og jeg er ikke klar, jeg har nemlig sovet over mig. Jeg står med det ene ben ude af døren fem minutter for sent, men i de fem minutter er det lykkedes min guide at ringe på alle dørklokkerne da han ikke vidste hvad chalet jeg boede i. Han nævnte noget om at nogle mænd åbnede døren og så meget trætte ud. Jeg klukkede og sagde, at jeg var  sikker på, det er helt ok at han vækkede dem, de skulle nok op alligevel :D HA!!!!

Nå, jeg er nede fra Cosmiques Ridge nu, og vi holder lidt afslutning, har sagt farvel til guider og des lignende. Vi tager ud at spise om en time for at runde af 18 mand og jeg er ret sikker på, at alle er gået herfra med de mest fantastiske oplevelser. Det er mit indtryk. Personligt skulle jeg lige tage mig sammen for ikke at besvime en gang eller to på min tur, da den var ret udfordrende, nøjagtig som jeg husker den. Utroligt man går tilbage :D
Jeg skal nok i et andet indlæg komme ind på hvorfor jeg synes om det her og næste indlæg vil handle om de ting jeg spiser/drikker for at holde energien højt i de ting jeg foretager mig her, som i hverdagen. Det kunne virkelig ikke være gået bedre. Jeg er dybt taknemmelig for at ha fået muligheden, så tak til Henrik Uth og Climb for Charity for at have mig i tankerne i 2015 og 2016.

Mere tak til dem der har hjulpet os senere. Nu skal vi hygge os :)
Ps.: Status på kartofler og sutter: Absolut intet.

Billederne illustrerer ruten jeg tog, men der er nogle gange hvor det er nogle andre på billederne, da jeg ikke kunne nå at få taget af mig selv. Det kan være en udfordring når man hænger og dingler fra en lodret klippevæg :-)

IMG_9848

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Så er det ned for at gå op på den anden side – altså alpine delen

IMG_9842
Toppen af Aiguille du Midi hvor man går ned fra

IMG_9857
En af de andre guider vi fulgtes lidt med – vi skulle alle på samme rute

IMG_9855
IMG_9868Kø til klipperne. Vi ventede en time her og der.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

(Taget med Olympus kamera “Tough”)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

(Taget med Olympus kamera “Tough”) Venter lige på at den sidste kommer op så vi kan komme videre

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

(Taget med Olympus kamera “Tough”) Sidder igen i kø – det kan foregå på nogle mere eller mindre passende tidspunkter. #dontlookdown. I det mindste kan jeg fordrive tilværelsen med at tage selfies. Olympus kameraet er smart her, fordi man kan vende flippe skærmen så man kan se hvad man tager billeder af.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jamen altså igen må jeg konstatere, at kø kan opstå mange steder. Her står vi og venter på en passage vi skal op af.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

(Taget med Olympus kamera “Tough”) Hænger ud (e) på klippen – faktisk.

 

2016-06-19 12.40.22

Klip til: De famøse sutsko fandt deres vej tilbage. Jeg vil undlade at komme ind på hvordan de kom tilbage i hytten, men en af de andre deltagerne sørgede for deres sikre retur :D

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagbog fra Mont Blanc 4: Wuhuuuu! Toppen