Nedsmeltning 20 meter før mål

Atnu.dk og energilageret.dk havde været så søde at sponsorere produkter til mig.

Jeg har ikke endnu fortalt, at jeg deltager i Climb for Charity igen i år. Jeg var med på jomfruturen sidste år, og der var vi ikke så mange, jeg tror vi var max 10. Denne gang, er der omtrent 20-25 deltagere. Noget af et spring. Vi er delt op i hold, og skal muligvis også være i de hold når vi skal bestige Mont Blanc i Chamonix.
Det kommer sådan set an på form og så meget andet. Det må i sidste ende, være guidernes beslutning.

Sidste år var den sjoveste tur når jeg nu ser tilbage, det var lærerigt og spændende, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg gik ind til. Denne gang, er jeg mere mentalt forberedt og har også i det element lært min krop meget bedre at kende, samt har fået en bedre forståelse for, hvordan jeg skal håndtere diverse udfordringer.

Næsten oppe!
Holdene der er sat, skal sammen samle penge ind til Børneulykkesfonden igen i år. Sidste år, fik jeg samlet næsten 28.000 ind ved to auktioner + jeg spillede en væsentlig andel i den presse vi fik, som i kroner og ører svarede til 500.000 kr. Det er jeg rigtig tilfreds med, og føler at jeg igen i år, kan bidrage med både presse og penge.

Børneulykkesfondens arbejde, er rigtig relevant, da børn ofte for skader og kommer ud for ulykker der kan undgås. Både i hjemmet og uden for hjemmet. Ved dine børn hvad de skal gøre, hvis der er brand i dit hus, hvis de bliver involveret i en bilulykke, hvis de brænder sig, etc? Ved du hvor meget motion og motorik FOREBYGGER skader? Alt det, kan du læse mere om på Børneulykkesfondens hjemmeside her.

Lidt fra en anden tur jeg var på – rock climbing. Så sjovt! Den der stige tv. til gengæld :O. Det krævede lige en tung indånding :D 

Oppe! Mount Rose i baggrunden. 

Sidste år, fik jeg virkelig problemer med min vejrtrækning. Jeg havde en del åndedrætsbesvær, også under træningen til Mont Blanc turen. Jeg slog det hen og fortsatte ufortrødent. Set tilbage, husker jeg, at jeg også havde det som barn.

Under turen, fandt jeg ud af, at jeg gerne ville prøve at gå med en guide en til en frem for deling med andre. Så jeg bookede en guide til turen op på Mont Blancs lillesøster, Mont Blanc du Tacul. (4248 m).
Det er jeg ret glad for, at jeg gjorde, for det gav mig ro til at koncentrere mig. Jeg oplevede ret tidligt på den tur, der tager det meste af dagen, at mit åndedræt blev værre og værre. Da jeg endelig nåede toppen med min guide, havde jeg det pænt dårligt. Jeg fik det ikke bedre af, at jeg vidste jeg skulle hele vejen ned igen. Fire stive timer i tung sne og nedad. Det lyder ikke af meget, men når din iltoptagelse er dårlig, så kan du forestille dig, hvor svært det er, at mobilisere energi. Du skal samtidig bruge mange kræfter på at holde igen når du går ned. Undervejs, rev tre tånegle sig løs, da jeg ikke havde klippet dem langt nok ned, så det i sig selv kæmpede jeg også med. Du skal tænke på, man presser fødderne ned i støvlen når man går nedad. Det er ikke ufarligt at gå ned af et bjerg. Du har stejle skrænter på hver side og der vil du altså ikke falde ned. Plus der er decideret is på nogle af skråningerne der kræver styrke og tungen lige i munden. Både op og ned. Desuden er der huller i sneen og der er lange seje træk. Jeg lyder pjevset, men det var virkelig ikke sjovt at jeg ikke kunne gøre mit bedste. Den sidste kilometer kneb jeg lige en tåre, så udmattet var jeg. Jeg følte mig jo fuld. Jeg faldt ofte, fordi jeg var så svimmel at jeg ikke kunne stå lige. Det er skræmmende at være så langt væk hjemmefra på et bjerg og ha det sådan.
20 meter før liften som næsten gik lodret op, gad jeg ikke mere. Der ville jeg have en helikopter! As if! Men det ville jeg, og guiden råbte bare: You can do it!
Min guide tog min baggage og trak mig op. Da jeg endelig kom op, brækkede jeg mig og var 100% sikker på, at det var allersidste gang, jeg gjorde det!

Billede til th: Is skrænt der krævede brugen af isøkse på en opadgående strækning på 20 meter, hvilket jeg synes er ret sjovt – dog ikke da vi skulle ned, det var en anden snak!

Nuvel. Det var dengang :D

Det var lige her, jeg godt kunne ha brugt en helikopter

Jeg skal til lægen i starten af marts, en specialist, så jeg kan finde ud af, hvad der er galt, for det er ikke blevet bedre, og jeg skal vide hvad jeg kan forvente, når jeg tager til Chamonix. Fejler jeg noget, altså astma allergi, etc. så har jeg to valg: At sige til mig selv, det skal ikke styre de ting JEG gerne vil, og så gøre mit bedste for at holde det nede, eller jeg kan være mere forsigtig, tage med, og tage de bjerge jeg vurderer kan lade sig gøre. Det sidste er nok ikke lige noget jeg føler for, lige nu. Jeg må høre hvad specialisterne siger og tage den derfra. Helst vil jeg gerne det samme som de andre, men pt. kan jeg ikke tage fire minutter på en romaskine uden af at jeg får åndedrætsbesvær og skal sidde ned en halv time. Især når der er fugtighed i luften.
Du kan læse om mit besynderlige besøg hos min egen læge her