Skal I ikke snart have børn? ARGH!

Jeg må ha luft!
Jeg er ikke sur, nej der skal mere til, jeg er forundret. Er det ikke et ret privat spørgsmål at stille?
Der er faktisk forskel på at spørge:
Skal I ikke snart have børn?
Skal I have børn?
Men ved alligevel ikke helt hvad der er bedst.
Ikke alene skal os barnløse høre på det fra vores omgivelser, vi skal også have kampagner smidt i hovedet om, at vi skal lave flere børn.
Jeg får ikke mere lyst til at føde børn, når jeg ser på, hvor mange mennesker vi bliver og allerede er her og så synes jeg det er en bekymrende at sætte børn i  verden som den er nu. Kina har hævet deres et-barns politik til to, (de er tilgivet lidt, fordi de er kommet mere med på klimafronten) og der er og bliver børn nok. Se bare alle de børn der ingen forældre har. Vores velfærdssamfund vælter rundt i blinde og kan ikke finde ud af sig selv, fordi vi har nogle folk ved magten der ikke er deres opgave særlig voksen. Penge er hele tiden vigtigere. Bare se Eva Kjer. Hun giver mig så meget kvalme, at jeg nok ville kaste min baby op, før den blev født, skulle det endelig være. Hun er miljøets fjende. Hvis ikke I tror mig, kan I spørge Danmarks Naturfredningsforening og WWF.  Der var en fra WWF der sagde til et foredrag jeg var til, at “vi har ikke en miljø minister”. Det siger noget om, hvor meget hun modarbejder {for profit, vækst og arbejdspladser}.
Eva Kjer gør nok noget rigtigt, bevares! Men hun gør også rigtig meget forkert. Stakkels dem der skal rydde op efter hende. Man kan så småt gå i gang. Landmandens datter er og bliver landmandens datter på godt og ondt, mest det sidste. Jeg lyder nok lidt barnlig, men jeg kan ikke lade være med at hidse mig op over hende.

Nå, tilbage til det med børn. Røg af sporet.
Nu er jeg snart 41 år og den store lyst har ikke meldt sig hos mig endnu. Og sådan som jeg har det lige på stående fod, så bliver jeg ked af at se, hvordan vi bare er blevet sådan nogle egoister der kun tænker på, hvor meget vi kan rage til os i alle henseender. Den følelse kæmper jeg også med og jeg synes det er svært at forestille sig at sætte børn i sådan en verden.  Arghhh, røg af igen…undskyld.

Men er det OK bare sådan at spørge andre om den slags? Og i andres påhør? Det kan være en dybt personlig sag. Du rammer måske en lige der hvor det gør ondt, hvis det er en kvinde eller mand eller et par, der ikke har haft held med at få opfyldt deres største ønske.
Jeg synes du skal tænke over, om det overhovedet kommer dig ved. Jeg mindes ikke jeg selv har spurgt nogen om den slags bare sådan uden videre. Det er uhøfligt at sige, at det ikke vedkommer andre end en selv, så tit føler folk sig tvunget til at svare selv om det er et rigtig ømt punkt. Jeg føler nogle dage, det er fint folk spørger, fordi jeg føler mig i fint humør til at svare, andre gange føler jeg bare ikke jeg har lyst til at gå ind i den dialog. Hvad synes I?