hundebrevkassen: det er aldrig sjovt at lege gud

FEJL: Beklager manglende mellemrum i teksten, der arbejdes på sagen 

Kære Kira,

Først og fremmest er jeg ked af at læse, din hund er blevet bidt. Men hvor er det flot, måden Opi og du håndterer det på.

Dernæst vil jeg sige 1000 x tak for alle dine gode indlæg, og muligheden for at skrive til dig i denne hundebrev kasse.

Mit spørgsmål går på, hvordan jeg bedst forholder mig til – og overfor min skønne gamle hund på nu 14 år.

Jeg nyder hvert sekund sammen med hende, og ved godt, jeg er “sååååhe heldig”, fordi jeg har en såååhe gammel hund. Men for hvert sekund, vi er sammen, holder jeg også mere og mere af hende. Hendes grå skæg, hendes fanastiske måde at være på. Og hun er en kæmpe del af mig, mit liv, min hverdag.

Jeg har bl.a. tænkt på, når dagen kommer ( selvom jeg helst ikke vil tænke på det ) Hvis jeg er hos hende, når det skal ske……. eller hvis jeg kan nå at tage et valg…. Skal jeg tage til dyrlægen med hende? Eller skal jeg få dyrlægen til at komme hjem til mig?
Når hun er blevet opereret hos dyrlægen, og de skulle bedøve hende har hun nærmest klamret sig til mig, og hun vil simpelthen ikke have, jeg forlader hende. Så jeg har måtte køre med hende, når de har bedøvet hende, indtil hun var så døsig, at de kunne tage hende ind.

Derfor havde jeg nærmest taget valget. Jo, dyrlægen skal her hjem, hvis jeg får lov at tage beslutningen….Men så har jeg hørt utallige dårlige historier omkring det. Hunden kan godt gennemskue, der er noget galt, når dyrlægen kommer i hjemmet, og er ikke spor tryg ved det. Og jeg tror, der er noget om det. En dag, på en gåtur, mødte vi en af dyrlægerne, og jeg skal love for, Misha ikke brød sig spor om det. Så jeg er bare virkelig meget i tvivl. Desværre er det jo sjældent, man undgår at måtte aflive sin kæreste hund, når alderen skrider frem.

Sorgen, der følger efter er også uudholdelig at tænke på. Misha er ikke “bare en hund”. Jo, i ordets bogstaveligste forstand, men ikke i mit hjerte og i mit liv. Hun betyder alt, og kender mig bedre end noget menneske gør. Jeg kan ikke se, hvordan jeg kan være til uden Misha. Hun var her også, da min første hund måtte aflives. Bagefter trøstede vi hinanden…… ( Problemer m. Ejerforening gør også, jeg frygter, jeg slet ikke må anskaffe mig en ny hund….)

Min tidligere hund, Maxine, blev 15 år, og da hun måtte herfra var det så dramatisk, at det altid vil gøre ondt at tænke på. Det eneste, der var ok ved det, var at jeg stod med hende i mine arme, da hun blev aflivet. For så straks at blive spurgt at dyrlægen midt om natten: Vil du betale nu? Maxine havde reddet mit liv engang, da jeg faldt bevidstløs om i min lejlighed. Hun kom og snusede til mig, som en hund gør for at vække sin ejer. Ellers havde jeg ikke siddet her idag. Jeg fik Maxine´s navn tatoveret på mig, så hun altid er hos mig.

Men nu kan jeg ikke holde tanken ud, om at Misha er ved at forlade mig. Og jeg vil så gerne gøre alt bedst muligt. Venner og familie siger, ja, men du må ikke gå og være så ked af det, at hun mærker det. Det er jeg heller ikke, men når så alle kommenterer hendes grå skæg m.m., når vi går tur er det svært ikke at tænke på det.

På forhånd mange tak for gode råd.

KH K. Rasmussen og Misha

Mangler du et lovpligtigt hundetegn? Køb det her: www.kiraogcane.dk og få gratis levering

Kære K. Rasmussen og Misha

Det er aldrig sjovt at skulle lege gud, og sige farvel til ens hund igennem mange år. Jeg havde selv de sammen tanker, med hvordan jeg skulle takle at få min første hund aflivet, da hun selv var meget bange for dyrlægen.

Du beskriver at du hund er meget angst for dyrlægen, og at hun bliver bange for dem når hun møder dem på gaden. Det får straks mig til at tænke på at du vil kunne få en dyrlæge ud til dig, som Misha ikke kender og har mødt før. Så vil det bare være en gæst du får på besøg.

Eller du kan tage hende til en dyrlæge hun ikke kender i forvejen. På den måde vil hun ikke panikke, og du vil kunne slappe af og koncentrere dig om Misha. Jeg har både hørt godt og dårlig ved at dyrlægen kommer hjem og afliver en hund. Jeg tror det er smag og behag, og så er det også noget med om man vil have dyrlægen til at tage hunden med, eller om den skal begraves i haven.

Jeg råder altid folk til at betale for aflivningen et par dage i forvejen, så man ikke skal gøre det, når man lige har sagt farvel til en god ven igennem mange år. Med hensyn til at du er ked af det, så vil Misha kunne mærke at du ikke er glad, men hun vil ikke vide at det er hende der gør dig ked af det. Være ked af det når du har brug for det, og Glæd dig over den tid du har med Misha lige nu.

Læs evt. mit indslag om hvordan jeg fik sagt farvel til min hund.

Med venlig hilsen

Clara Kofod – de bedste tanker fra mig.

Send dit spørgsmål til Clara og jeg på os@dkira.com 
Besøg Claras hjemmeside her: www.acedog.dk